Væverslægten Georg Jensen

Startside Op


Landsbyvævere i Vonsild
af Poul Dedenroth-Schou

Gennem århundreder - fra middelalderen og frem til loven om næringsfrihed i 1857 - var det et mål for den danske statsmagt at samle handel og håndværk i byerne; man ønskede at styrke byerne og deres købmandstand og håndværk i konkurrencen med de tyske hansestæder. Derfor skulle købstæderne sikres vækst gennem eneret på disse erhverv. Således pålagde Erik af Pommern med sin købstadsforordning i 1422 alle håndværkere at løse borgerskab i en by som forudsætningen for, at de måtte udøve deres erhverv.

Samtidig var man dog ikke blind for, at visse former for håndværk var nødvendige i landsbyerne, så landbosamfundene kunne fungere. Med Christian 3.s reces fra 1537 blev det tilladt for visse håndværkere at bo og udøve deres erhverv udenfor købstæderne: grovsmede, murere, tømrere, skindere der bearbejdede skind, skræddere der syede vadmel, dvs. bøndernes hjemmevævede klæde, og simple skomagere. Med Christian 5.s Danske Lov af 1683 udvidedes kredsen af landhåndværkere med bødkere, teglbrændere og pottemagere, der fremstillede de sorte potter, jydepotter, hjulmænd og vævere som vævede vadmel og blår- og hampelærred.

Således i kongeriget, men udviklingen i hertugdømmerne fulgte samme mønster. Også her tillodes efterhånden de nødvendige håndværkere ret til at udøve deres håndværk i landsbyerne og på landet. I Vonsild, syd for Kolding, grænsebyen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig, kan udviklingen af væverhåndværket følges i kirkebogen. I den meget righoldige kirkebog fra 1600-årenes sidste halvdel optræder ganske få vævere, eller rettere væversker, thi eksemplerne er alene kvinder, der har vævning som bibeskæftigelse. I den mere fåmælte fortsættelse - efter en lakune på knap tyve år optræder et stigende antal vævere og væversvende. Væveri er tydeligvis nu et håndværk i vækst. Det har givetvis været en stor hjælp for erhvervet, at regeringen i 1741 forbød indførsel af linnedvarer som dynevår, brede og smalle drejler, blegede og ublegede og med forskellige farver. Når man på dette tidspunkt kunne skride til et indførselsforbud, må det betyde, at man dels havde et væverierhverv at beskytte for de mere enkle vævninger, og dels at dette erhverv havde nået en produktion af en tilstrækkelig størrelse. De kostbare og teknisk set mere vanskelige damaskvævninger måtte fortsat indføres. Museumsinspektør, dr. phil., Erna Lorenzens undersøgelser af bevarede skifter fra Århus viser, at i løbet af 1700-årene vokser omfanget af dækketøj i husholdningerne hos adel og borgerskab, ligesom det begynder at optræde hos den jævne befolkning.

Et af de første vævernavne, man møder i Vonsild kirkebog, er Christen Jessen (død 1756). Hvor han stammede fra, afslører kirkebogen ikke. Først i 1750 nævnes hans hustru Magdalene, men allerede 1728 blev hans tilsyneladende ældste af i alt seks børn døbt. 1731 og 1738 omtales han i Tyrstrup herreds skyld- og panteprotokol som besiddende eget hus i Vonsild. Det er tænkeligt, at han var indfødt i Vonsild og havde lært sig væverhåndværket andetsteds, men det er lige så tænkeligt, at han var en tilrejsende håndværker, der så erhvervsmuligheden i Vonsild, beliggende i et område, hvor der var gode betingelser for hørdyrkningen, et af de vigtige råmaterialer for landsbyvæveren. Christen Jessen var tilsyneladende fuldtids væver.

Christen Jessens yngre datter Kirsten Christensdatter (1740-81) blev den 20. oktober 1758 gift med Andreas Jensen (død 1805), væver i Vonsild. Heller ikke Andreas Jensens oprindelse fortæller kirkebogen noget om, hverken hans fødested eller hans forældre. Ligesom tilfældet var med Christen Jessen, kan han være født i Vonsild, men ligeså sandsynligt er det, at han var en tilrejsende væversvend, der giftede sig med væver Christen Jessens datter Kirsten og siden overtog svigerfaderens virksomhed. Ved Andreas Jensens død den 7. august 1805 noteres i kirkebogen, at han da var 72 år og 3 uger gammel, hvilket vil sige, at han skal være født i juli måned 1733. Men Vonsild kirkebog kan ikke berette om en Andreas, født og døbt i 1733. Derfor taler sandsynligheden for, at Andreas Jensen var tilrejsende. Fra dette ægteskab mellem Andreas Jensen og Kirsten Christensdatter udgår væverslægten i Vonsild og det væveri, der skulle blive til A/S Georg Jensen Damask. Mellem 1758 og hustruens død i 1781 fik Andreas Jensen og Kirsten Christensdatter elleve børn. Af børnene er åbenlyst nr. 1 Christen (født 1759) og nr. 3 Anna Malene (født 1763) opkaldt efter Kirsten Christensdatters forældre. Tilsvarende er det rimeligt at antage, at nr. 2 Jens Andreas (født 1760) og nr. 4 Inger (født 1765) er opkaldt efter Andreas Jensens forældre. Kun tre af børnene overlevede faderen.

Andreas Jensen omtales i kirkebogen som væver og landbolsmand eller kådner, hvilket betyder, at han var i besiddelse af et lille landbrug, et bol, lidt større end et husmandssted og med græsningsret. Ved skattetaxation 1799-1800 var Andreas Jensen i besiddelse et kådnersted, bestående af en hustomt, agerland, græsningsareal og eng på tilsammen knap 4½ td. land, svarende til knap ½ td. hartkorn. Væveriet var hovedindtægtskilden, men det lille jordlod gav mulighed for en beskeden landbrugsdrift til delvis forsørgelse af familien og husholdningen.

1801 solgte Andreas Jensen sit kådnerhus til sønnen Jens Andreas Jensen (1760-1815) og gik på aftægt. I forbindelse med salget omtales huset som beliggende på Svend Christiansens gårdgrund, dvs. formentlig på Langkjærgårds jorder, og solgtes med alle tilhørende rettigheder, med ret til kreaturgræsning på heden og med ret til to dages tørvegravning på grundejerens grund. Dertil kom så besætning og løsøre for 290 rdl. slesvig-holstensk kurant. Endelig hørte der til huset et mands- og et kvindestolestade i kirken. Til gengæld skulle Andreas Jensen på livstid modtage underholdning, kost, klæder og behørig opvartning mod at arbejde på Jens Andreas' landbrug, så godt han kunne. Han skulle nyde den fjerde skilling af sin arbejdsløn. Andreas Jensen skulle beholde sin egen væv, drejlsredskaber og et hængeskab. Ved Andreas Jensens død skulle Jens Andreas ordne begravelsen og overtage redskaber og bohave. Hans søskende skulle arve de resterende penge.

Jens Andreas Jensen omtales i kirkebogen som væver og landboler. Han giftede sig 1802 med Anna Sophie Bischoff (død 1848) nede fra" Flensburgkanten". Sammen fik de seks børn, af hvem Andreas, født 1803, og Henrik Georg, født 1815, fulgte ham i bestillingen. Måske var det Andreas, måske Jens Andreas, der sluttede sig til herrnhutermenigheden i Christiansfeld, der grundlagdes i 1776. Det fortælles om Jens Andreas, at han i slutningen af 1700-årene af herrnhutermenigheden blev sendt til Holland, hvorfra han bragte den såkaldte 'beiderwand'-væveteknik hjem til Vonsild. Beiderwand er tosidede vævninger, der især anvendtes som alkoveforhæng og væg udsmykning i området mellem Kongeåen og Eideren. Kæden (trenden) i beiderwand var halvbleget hør, skudtrådene (islættet) var skiftevis hør og farvet uld. Når vævningen blev taget af væven trak uldtrådene sig lidt sammen, hvorved materialet dannede en art reliefvirkning, som giver liv til tæppet, der kan vende begge sider ud, idet den farvede uldtråd viser mønstret på den ene side, medens hørtråden viser mønstret på bagsiden. Beiderwand vævedes ofte med religiøse motiver, hvor Indtoget i Jerusalem, Den barmhjertige Samaritan og Den samaritanske Kvinde var særligt populære. Men også verdslige motiver anvendtes, f.eks. Pyramus og Thisbe og renæssancejagtscener.

Jens Andreas Jensen døde i følge kirkebogen i 1815 af "forrådnelsesfeber", en art tyfus. Enken blev siddende i uskiftet bo, men fire år senere giftede Anna Sophie sig igen, nu med Niels Madsen fra Gamborg på Fyn. Muligvis var også han væver, kilderne siger intet derom. Ved ægteskabets indgåelse skiftede Anna Sophie med børnene. Af Tyrstrup herreds tingbog fremgår, at værdien af huse og bygninger opgjordes til knap 400 rigsdaler kurant. Med gæld og udgifter ved skiftet var der tilovers i boet ca. 250 rigsdaler kurant. Ved skiftet fik enken og de fem sønner som skik var hver en broderpart, datteren en søsterpart (= ½ broderpart).

Jens Andreas Jensen havde to inderstesteder, det ene på grundejer hr. Aagaards grund i det såkaldte Nørrehuse, det andet et såkaldt kådnerhus stående på Christian Jensen Wiuffs grund i Nørrehuse, som Anna Sophie og Niels Madsen straks overtog med alle de i "by, mark, ager og eng" tilhørende rettigheder samt alt bohave og besætningen. Desuden skulle hun betale alle skatter, afgifter og heftelser.

Den ældste søn Andreas Jensen (1803-1868) skulle have 100 rigsdaler kurant, når hans formynder Jacob Christensen måtte forlange det, en drejlsvæv med tilhørende redskaber, som formynderen selv skulle udtage, en dragkiste med skab, en almindelig seng og en sølvske. De øvrige sønner fik 39 rigsdaler kurant, datteren fik knap 25 rigsdaler kurant. Børnene skulle have arven udbetalt, når de nåede 20-års alderen. Efter denne alder skulle pengene forrentes med 4% p.a. med halvårlig opsigelse. Datteren skulle ved sin 20-år fødselsdag desuden have en halv seng eller 10 rigsdaler kurant.

Men to år senere døde Niels Madsen efter en vintertur over Lillebælt. Det fremgår ikke klart, om han druknede eller døde af lungebetændelse efter at være faldet i det kolde vand. Anna Sophie drev nu væveriet videre sammen med den ældste søn Andreas Jensen, der på dette tidspunkt var 18 år gammel. Han giftede sig 1828 med Anne Christensdatter Straagaard (1801-1857) fra Dalby. Ægteskabet var barnløst, men de adopterede en datter af familien Harth i Seest, der dog døde som 18-årig.

1837 købte Andreas Jensen 5 skæpper land af Jep Mortensen, 1840 købte han mere jord, og 1855 købte han knap 3 skæpper "præsteland" af Jens Jacobsen. Da han 1860 solgte ejendommen til sin bror, Henrik Georg Jensen var der således tale om ejet jord, ikke om lejet jord.

Da Andreas Jensen 1848 blev enkemand kom et par unge slægtninge af hustruen Anne Christensdatters familie i huset hos ham, og det var nok meningen, at de skulle arve stedet. Men efter kort tid opstod strid mellem Andreas og de unge, hvorefter Andreas tilbagekaldte testamentet. Familien købte dog en ejendom, vistnok i Skartved, til de unge. 1856 omfattede Andreas Jensens ejendom Vonsild nr. 42 og 43 og beskrives som et kådnersted med et stykke pastoralland, som var købt året før, i alt 3 tønder 32 roder land til en værdi af 313 rigsdaler.

Andreas led af epilepsi og endte som sindsyg. Omkring 1860 var sygdommen så vidt fremskredet, at den yngste bror Henrik Georg Jensen (1815-1881), der i 1845 havde nedsat sig som væver i Skanderup, i 1859 vendte hjem til Vonsild og købte væveriet af Andreas, som gik på aftægt. Henrik Georg blev gift 1844 med Elisabeth Christensdatter Straagaard (1817-1900) fra Dalby, en søster til Andreas Jensens hustru Anne Christensdatter. Sammen fik de syv børn, hvoraf Jens Andreas var næstyngst. Med væveriet overtog Henrik Georg Jensen også folkene, hvoraf de fleste var herrnhuter. Hjemmet var præget af stor fattigdom. Det var dengang skik, at en kvinde ved første kirkegang efter en fødsel skulle yde et såkaldt offer til præst og degn. Men familien Jensen havde ingen penge i huset, inden man fik det tøj af, der sad på væven. Først efter at det var afleveret, og man havde fået sin betaling, kunne man yde det nødvendige offer.

1860 købte så Henrik Georg Jensen for sig og sine arvinger ejendommen af Andreas Jensen, kådnerstedet nr. 43 med et tilliggende af en bonitet af 71/4 tdr. hartkorn med alle husbygninger og alt jord-, mur- og nagelfast indbo og udbo og alle kreaturer samt ret til to dages tørvegravning på gårdejer Jacobsens enkes mose og fornødent materiale (pilekviste) til gærder. Henrik Georg forpligtede sig til efter ½ års opsigelse fra en af siderne at betale 1300 rigsdaler, et beløb der skulle forrentes med 4 % p.a. til halvårlig betaling. Til gengæld skulle Andreas Jensen som aftægtsbolig have den østlige stue og et sovekammer med møbler og seng, som køber skal vedligeholde og holde rene og hyggelige. Dertil skulle Andreas Jensen have forsvarlig og god føde, vask, renlighed, have holdt klæderne i orden (Andreas må dog selv anskaffe disse), brændsel til kakkelovnen, og 12 rigsdaler sølv kvartårligt som håndpenge. Endelig skal Andreas Jensen være sikret en hæderlig og sømmelig begravelse.

Indtil nu havde væveriet i Vonsild været et landsbyvæveri. Men med næste generation, Jens Andreas Jensen (1854-1936) indledte virksomheden den udvikling, der skulle føre væveriet ud af landsbyen og ind til købstaden og til det store marked i ind og udland. Jens Andreas Jensen var eneste søn af Henrik Georg Jensen. Han blev 1879 gift med Marie Sophie Hedvig Henningsen (1851-1950) fra Højen, med hvem han fik syv børn, af hvem Andreas Georg (1880-1963) og Henrik Georg (1885-1933) fulgte faderens levevej. Samme år overtog Jens Andreas væveriet, medens forældrene flyttede ind i aftægtsboligen. Henrik Georg Jensen medbragte dog en væv i sin aftægt og fortsatte med at væve.

Jens Andreas Jensen var fra barns ben ferm ved væven. Familietraditionen fortæller, at han allerede som 10-årig vævede om kap med svendene, og kunne klare sig. I 1870'erne lærte han damaskvævning hos en damaskvæver Møller fra Haderslev, der var blevet udvist af de tyske myndigheder og bosatte sig i Vonsild.

Damask- og drejlsduge karakteriseres ved vekselvirkningen mellem blanke og matte flader. Drejlsdugen har geometriske mønstre dannet af skudtrådene, medens damaskvævningen tillader frit tegnede mønstre. Damask har navn efter Damaskus, som var markeds- og udførselsby for silkestoffer. Det var oprindelig importeret silkestof fra Orienten og var en overmåde kostbar vare. Vævningen bredte sig i middelalderen til Europa, i Italien vævet af silke. I Brabant i Flandern blev teknikken kombineret med hør og senere med bomuld. Efter patenteringen i 1808 af jacquardmaskinen, en maskine, der med endeløs bane af korte træstave med metalknopper, senere hulkort, kunne styre vævens kædetråd individuelt, blev damask økonomisk opnåeligt også for det europæiske borgerskab.

Jens Andreas Jensen beskæftigede adskillige svende og havde flere af landsbyens koner beskæftiget med at væve. Man forarbejdede fortsat det hjemmespundne uld og hør, som kunderne bragte, men hovedparten af produktionen bestod efterhånden af hør- og bomuldsgarn importeret fra Irland, England og Belgien.

Det var damask, Jens Andreas Jensen præsenterede på verdensudstillingen i Paris 1878, hvor han blev prisbelønnet. Foruden til egnens bønder afsatte Jens Andreas Jensen sine varer i Kolding og Haderslev. Men Haderslev lå på den tid syd for grænsen, i Tyskland. Der skulle derfor betales told for varer indført fra Vonsild, men da Jens Andreas Jensen ikke ønskede at betale told, blev dækketøjet inden afrejse viklet omkring ham under tøjet. Efter at have passeret grænsen kunne han så i ly af et levende hegn afføre sig dækketøjet, pakke det ind i medbragt papir og levere det til købmand Schaumann i Haderslev.

Hen mod århundredskiftet erkendte Jens Andreas Jensen, at den fremadskridende industrialisering også af væverierhvervet krævede, at enkle varer såsom lærred og beklædningstekstiler måtte overlades til nye, effektive maskinvæve. Sønnen Henrik Georg Jensen overtog som det senere vil blive fortalt fremstillingen af dækketøj, medens Jens Andreas Jensen fortsatte med de øvrige varer. Mod slutningen af sit lange liv vævede han alene gulvtæpper og møbelstoffer.

Jens Andreas Jensen annoncerede aldrig sine varer, men deltog i udstillinger i ind- og udland, ofte med præmiering til følge. Første udstilling var en industriudstilling i Århus 1876, hvor han tildeltes bronzemedalje for "svære drejlsvarer". 1878 deltog han i Verdensudstillingen i Paris og modtog diplom og "hæderlig omtale" for duge og servietter. I 1884 fik han bronzemedalje for duge og servietter på en udstilling i Crystal Palace i London, og året efter en guldmedalje for "Linen goods" på en udstilling i Alexandra Palace, ligeledes i London. 1888 fik han bronzemedalje for dækketøjer ved den store nordiske industriudstilling i København. 1897 deltog han i Industriudstillingen i Kolding og fik sølvmedalje for drejl, duge og servietter. Den sidste udstilling, Jens Andreas Jensen deltog i, var en industriudstilling i Horsens i 1905, hvor han opnåede bronzemedalje for sit dækketøj.

Afsætning af væveriets varer sikredes først og fremmest ved anbefaling fra tilfredse kunder til andre. Samtidig sendte man konstant prøvekollektioner ud, der som regel vendte tilbage ledsaget af ordrer. En tid havde man en omrejsende repræsentant og i et par byer fastboende repræsentanter, der modtog bestillinger. Her lagdes grunden til væveriets senere salgsorganisation.

Jens Andreas Jensens ordrebog fra 1894 til ca. 1930 fortæller om kunder og leverancer. Duge og servietter er hyppige, men også håndklæder, hvergarn, lærred og tvistlærred, gardintøj, cheviot (et mørkt, uldent stof), kjoletøj og det grove blårgarn optræder flittigt. Kunderne var naturligvis mange i den nærmeste omgivelse, i Vonsild, Kolding, Vamdrup, Ødis Bramdrup og Hejls. Men fra hele landet er der indgået ordrer til Jens Andreas Jensens væveri. Det meste af Jylland optræder, ligesom byer og lokaliteter på Fyn og Sjælland indbefattet København. Socialt spredte kundekredsen sig over hele spektret, fra landposten i Vonsild til etatsråd C.F. Tietgen i København. Men ikke unaturligt viser bogen, at jo fjernere man kom fra Vonsild, jo mere skulle kundekredsen findes i embedsstanden og blandt selvstændige erhvervsdrivende i købstæderne.

Dagligdagen i væverhuset

Jens Andreas Jensens ældste søn, Andreas Georg Jensen (1880-1963), der etablerede sig som væver i Høsterkøb nord for København, har med sin mor, Marie Sophie Hedvig født Henningsen som kilde fortalt om livet, som det udspandt sig i væverhuset i Vonsild i sidste del af 1800-tallet, et liv der sikkert ikke havde ændret sig meget gennem flere hundrede år.

Man arbejdede under patriarkalske forhold. Svende og drenge spiste og boede i huset, og svendene arbejdede på, hvad man kaldte trediedelsskilling: vævelønnen for svendene blev beregnet efter bestemte takster pr. alen. Heraf fik svendene 1/3 i arbejdsløn, mester 1/3 for kost og logi samt 1/3 til remedier, redskaber o. lign. Oftest arbejdede man for egnens bønder. Garnet blev leveret af kunden. Som regel var det hjemmespundet garn. Men senere - i faderens Jens Andreas Jensens tid - kom folk med købt garn. Ellers blev garnet leveret af væveren til den pris, der kunne opnås på markedet. Der blev ikke spundet på væveriet i Vonsild.

På gårdene derimod sad pigerne og spandt hele aftenen. Når husmoderen var med, blev der bestilt noget, men på de store gårde sad pigerne tit alene, og så blev det til meget lidt. Der var fast regel om, hvor meget der skulle spindes på en aften, men pigerne sjuskede ofte med det. På de store gårde, f. eks Fovsletgård, spandt man "på knæp": Man haspede garnet op på en vinge, kaldet "herretræ", garnvingen var forsynet med et lille håndsving, og når man havde haspet et vist antal omgange, gav vingen et smæk - eller knæp svarende til et fed. Pigerne skulle i dagens løb spinde så mange omgange, at herretræet gav et bestemt antal knæp.

Bønderkonerne farvede i almindelighed selv garnet, men selvom garnet var spundet godt, så kunne det blive brændt ved farvningen, så det alligevel sprang under trendingen eller i væven. Både uldgarn og tvist blev "limet", dvs. trenden blev dyppet i en blanding af melklister og en smule snedkerlim. Formålet var at gøre trendtrådene glatte, så sliddet på tråden ved skyttens stadige bevægelse frem og tilbage blev minimeret. På den anden side måtte der ikke tilføres for meget lim, så ville trenden blive stiv og knække under vævningen. Den dygtige væver kunne blot ved at stikke fingeren ned i klisteret mærke, om det var for stærkt eller for svagt. Efter limningen blev trenden så spændt ud mellem gamle tørrepæle for at tørre.

Man trendede i stuen, hvor den øverste del af akslen i trendebordet var sat op i et kryds i loftet. Efter aftale kom folk med deres garn, der som oftest lå i nøgler. Nøglerne lagdes i en trendekiste, en ca. ½ alen lang trækasse, indrettet med to rækker kvadratiske rum. Tyve nøgler kunne der ligge i trendekisten, hvor garnet gik gennem små ståltrådsbøjler. Trendekisten var lavet med ben, og når den ikke anvendtes til trending, stod den omvendt og tjente som bænk.

Bønderkonerne var selv med ved trendingen. De skulle passe på, når garnnøglerne slap op, eller når en tråd bristede. De måtte selv tage skammen, når en tråd ikke kunne trendes. Det var deres ansvar, at tråden var brugbar, men undertiden var pigerne på gårdene ikke særlig flinke til at spinde. Andreas Georg Jensen fortæller, at han har vævet med uldgarn, der var så dårligt spundet, at flere kædetråde gik itu, når man slog en tråd ind - men det skulle væves, selvom resultatet kom til at ligne en "puddelhund". Væverens pris for arbejdet var fast pr. alen, så det var en skidt løn at skulle væve med den dårlige tråd. Det var almindeligt, at der blev givet et stykke tøj fra væverne til dem, man havde fået det bedst spundne garn fra.

Man vævede vadmel, hvergarn og den stribede olmerdug. Vadmel var et groft heluldent stof; hvergarn var et halvuldent stof, hvor islættet var uld, men trenden enten hør, tvist eller blårgarn. Olmerdug, der brugtes til sengetøj, var ligeledes halvuldent; trenden var af hør eller bomuld og islættet uld. Det skulle væves så tæt, at når man tog snorene af væven, og varen blev holdt op, så skulle den første halve alen selv rulle sig op. Hvis ikke var vævningen ikke ordentlig; dunene måtte ikke kunne arbejde sig ud gennem stoffet. Undertiden kunne mønstrets striber sidde forskudt for hinanden på olmerdugen.

Det skete ofte med bøndernes hjemmespundne garn, men det måtte ikke ske! Det var ikke god kvalitet. Også gulvtæpper vævede man. Det var ikke ualmindeligt, at de store gårde havde deres eget mønster. Der taltes om Rabens, Tingleffs, Wissings og Iskovs tæpper. Når et tæppe var slidt op, vævedes et nyt i det samme mønster.

Jens Andreas Jensen havde ofte fem eller seks svende, der boede og vævede i hjemmet. I lang tid havde faderen desuden såkaldte albinusvæve, der stod hjemme hos de folk, som vævede for ham. Bortset fra en enkelt husmand i Ødis var det oftest kvinder, der således vævede for ham. Albinusmaskiner var væve, som man stod op og vævede på, idet man trådte på et trin med det ene ben og trak med hånden i slagbordet. Det var tvistlærred, man vævede på disse maskiner, hvortil man importerede både kæde og islæt fra England. Jens Andreas Jensen vævede tvistlærred for en købmand Jensen på Akseltorvet i Kolding, men forbindelsen holdt op, da Jens Andreas Jensen ikke altid var lige kritisk med kvaliteten af det vævearbejde, som væverne fremstillede. - "Det går nok!" - men det gjorde det altså ikke. Måske var det under en levering til denne købmand, at Jens Andreas Jensen i 1903 blev indblandet i et færdselsuheld. Kolding Avis skrev herom den 25. marts 1903: "I går, da damaskvæver Jensen fra Vonsild kom cyklende over torvet, blev han påkørt af en tungt belæsset trækvogn, som et par drenge i rasende fart kom kørende med. Jensen kom ind under vognen, fik flere slemme skrammer, men heldigvis ikke noget brud. Også maskinen [dvs. cyklen] slap tåleligt fra sammenstødet, der var så voldsomt, at en af drengene slog en kolbøtte. Hvornår agter politiet at skride alvorligt ind mod de drenge, der gør vore gader usikre med deres aldeles uforsvarlige kørsel med trækvogne?" Da albinusmaskinerne begyndte i Vonsild sagde Andreas Jensen: "Ja, nu er de i mange år kommet her til Vonsild og fået vævet godt - og nu kan de komme og få vævet skidt!"

I landsbysamfundet var pengeøkonomien i de tider ikke fuldt udviklet som nu. Meget klaredes med naturalier. Således har Andreas Georg Jensens mor fortalt, at i hendes unge dage havde bønderkonerne en hvedekage eller et stykke flæsk eller noget slagtemad med, når de kom med garnet. Det kaldtes Mude; det kunne også gives, når tøjet var færdigt, dersom man ikke havde fået det sammen med garnet. Efter endt arbejde bar væveren oftest selv tøjet til kunden, og læredrengen kunne følge med med eventuelle garnrester. Så krævede sædvanen, at der serveredes ribbensteg og pølse uanset tidspunktet på dagen. Omvendt beværtedes kunden med kaffe og bagværk, når han eller hun kom for at få trendet; tidspunktet var aftalt på forhånd.

Dagligdagen i væverhuset var præget af arbejde fra tidlig morgen til sen aften, afbrudt af forskellige måltider. Man startede kl. 6 om morgenen på fastende hjerte, og først efter nogen tids arbejde serveredes der kogt mælk og smurt rugbrød. Kl. 9.30 fik man som formiddagsmellemmad 1½ rundtenom, der blev spist i værkstedet, med et fælles krus øl. Til middag samledes man i opholdsstuen omkring et gammelt klapbord. Væveren sad for bordenden. Derpå sad så svendene efter alder og rang, dernæst læredrengene efter hvor længe de havde været der, så spoledrengene og spolepigerne og sommetider spolekonen. Moderen og pigen spiste stående eller i køkkenet, de skulle sørge for mad til de "arbejdende". Grød spiste man af et fælles fad midt på bordet. Hvis man dyppede i mælk, øl eller saftevand, var man oftest to om hver skål. Til søbemad havde hver mand sin lerskål af den slags, som "dem man senere gav hund og kat at æde af". Fik man stegt flæsk var det uden tallerken, men med en skive brød under flæsket, der opsugede fedtet, og med dypning i fedtepanden. Intet gik til spilde. Kl. 15 fik man kaffe med et stykke hugget kandis, og kl. 18 fik man til aftensmad altid et stykke med stegefedt, et stykke med stegt flæsk, skinke eller andet fra den hjemmeslagtede gris. Undertiden fik man desuden et blødkogt æg og til sidst ost. Hertil drak man øl, i begyndelsen hjemmebrygget, men senere gik man over til øl indkøbt fra en ølvogn fra Kolding. Efter ½ times spisepause fortsattes arbejdet til kl. 20. Man arbejdede med en petroleumslampe over hver væv.

Efter endt arbejde samledes svende og lærlinge, der ikke boede hjemme, i opholdsstuen til læsning, damspil eller husflidsarbejde. Da forsamlingshuset blev bygget omkring århundredskiftet gik man der til gymnastik, husflidsskole eller foredrag og oplæsning.

Jens Andreas Jensen overlevede sin søn Henrik Georg Jensen. Ved guldbrylluppet i 1929 fik Jens Andreas Jensen dette skudsmål i Kolding Avis: "Jensen er en ualmindelig dygtig håndværker, hvis arbejde altid har udmærket sig ved særlig soliditet og smuk udførelse, og han har derfor også leveret dækketøj og gulvtæpper m.m. til kunder i hele landet. Hans arbejde har også vundet offentlig anerkendelse, idet han fra udstillinger i København og andre byer her i landet, samt fra verdensudstillinger i London og Paris foruden diplomer og andre udmærkelser har hjemført guld-, sølv- og bronzemedaljer. Man kan nok sige, at Jensen er en mand, der har gjort sit land og sit sogn ære." Men da han i 1931- af Jydske Tidendes journalist fik stillet spørgsmålet: "Tror De på håndvævningens fremtid?", svarede han: "Ikke som erhverv, sådan at mænd kan leve deraf. Men kvinder kan nok have en del fornøjelse af en væv til fremstilling til eget brug. Dog tror jeg ikke, sådanne kvinder skal tænke på at spinde garnet selv."

Kilde:
Bogen "Georg Jensen Damask gennem et kvart årtusinde" side 9-20
efter venlig tilladelse fra GEORG JENSEN DAMASK


Startside ] Om Projektet ] Indhold ] Kirkebøger ] Folketællinger ] Andre Kilder ] Redaktion ] Forslag ] Links ]