De skrivekyndige

Startside Op


Uddrag af
Den skrivende præst og landsbysamfundet

af Hans H. Worsøe,
Bol og By, 1995, nr. 2, side 53-69

Indtil 1864 strakte Slesvig sig op til Kolding å, hvor Vonsild-Dalby pastorat udgjorde
den nordligste del. Medens Dalbys ældste kirkebøger er gået tabt, er Vonsilds
bevarede fra pastor Johannes Rüdes tiltræden 1659, et år, som for disse sognes
vedkommende på det nærmeste kan karakteriseres som år nul. Indbyggerne var
fordrevet, for så vidt de ikke var slået ihjel eller døde af pest. Sine første kirkelige
handlinger udførte Johannes Rüde i Kolding, hvor de tiloversblevne forsøgte at
overleve, indtil der kom bedre tider, så de kunne vende hjem og påbegynde
genopbygningen af sognets gårde og huse. Også pastor Rude anlagde et
sjæleregister, og på mange punkter falder hans kirkebøger godt ind i den slesvigske
tradition, selvom han gik langt videre og skabte et enestående monument over
sognets beboere gennem sin skriftlige overlevering af især deres
levnedsberetninger. Han fortjener derfor kort at præsenteres
15

Johannes Rüde i Vonsild. 
Johannes Rüde var født i Tønder 1633 som søn af en fra Lübeck indvandret
kirkerudemaler og dennes hustru, som var en bondedatter fra Bovrup i Varnæs
sogn. Han studerede ved universitetet i Königsberg og vendte i 1659 tilbage til
Sønderjylland for at overtage et af de mange ledige præstekald, idet der alene i
Haderslev amt var død 28 præster. Blandt disse var også præsten i Vonsild Anton
Madsen Raff, der efterlod sig en 23-årig enke, Valborg Jørgensdatter Schrøder, og
to børn, som Johannes Rüde tog til sig, da han ægtede hende. Dermed var
forbindelsen til den gamle præsteslægt og dens forgreninger i sognet etableret,
hvilket sikkert ikke bør undervurderes. De forpligtelser, som indbyrdes var etableret
gennem flere generationer, blev således overført til den nye sjælehyrde. Selv
udtrykte præsten det på følgende måde, da steddatteren skulle vies i 1683: 

"Bedes I mine trofaste sognemænd, så mange Gud har givet hest og vogn, at I ville
træde sammen og lægge Eders gode vilje imod mig tilsammen at hjælpe mig med
10 vogne at hente og hjemføre de folk fra Haderslev, som jeg efter kongelig
befaling er tvungen til at skulle have til min datters forestående bryllup. Gør
barmhjertighed mod hendes sal. faders ben i mulden (Der er en gnist af den gamle
præsteæt beholden og kommet til ære i verden) og hjælp mig afsted med en god og
redebon vilje. Jeg vil med min sved gerne tjene Jer igen".
16

Johannes Rüde blev herredsprovst 1665, og hans lærdom var kendt og respekteret i
så vel samtid som eftertid. Således skriver P. Rhode i 1775: "Denne duelige lærer og
snilde historicus ... har efterladt mangfoldige håndskrifter, som til lykke mest alle
er komne mig for øjne."
17 Desværre må vi i dag konstatere, at en hel del må være
gået tabt i de mellemliggende 220 år. Specielt tragisk er det, at Rüdes kirkebøger
fra annekssognet er forsvundet, således at kun den fælles tillysningsbog 1678-83 i
glimt kaster lys over Dalby sogn, hvis befolkning med beliggenheden ned til fjorden
har haft en anden sammensætning.

For at afrunde billedet af Johannes Rüde skal nævnes, at han samlede sin familie
om kring sig i Vonsild, og at hans ene søster, Elsabe, blev gift med den senere
skoleholder Heinrich Schrøder (jvf. nedenfor), medens den anden, Ingeborg,
ægtede Mads Jensen Degn, som hun fik 13 børn med, inden han døde 1685 ved en
løbskkørsel. Stedbørnene flyttede udensogns, og af præstens to egne børn blev
sønnen præst i Sdr. Stenderup og datteren gift med faderens efterfølger magister
Christian Nissen, der desværre ikke fortsatte svigerfaderens gode kirkebogsføring
efter dennes død 20. marts 1707. 

Vonsild-Dalby tillysningsbog 
Også den ovenfor citerede tillysningsbog er udgivet af Landbohistorisk Selskab, men
i modsætning til kirkebøgerne in extenso.
18 Bogen er helt klart udfærdiget til
praktisk brug, og man må forestille sig, at præsten har haft den med på
prædikestolen og læst op af den. Dette gælder ikke blot de praktiske
kalenderoplysninger, oplysningerne om gudstjenestens afholdelse, altergang, de
mange formaninger og de utallige efterlysninger, som er bogens mest værdifulde
oplysninger, men også den statistik over det foregående års fødsler, trolovelser,
vielser og dødsfald, som det nye år indledes med. Normalt angives kun antallet,
men i 1683 gøres der forskel på de døde, idet han skriver. "Døde med unge og
gamle: mandfolk 6, af kvindekønnet 14, der iblandt 2 fornemme matroner af de
hovedgårde." Udtrykket er påfaldende, idet der ikke ligger hovedgårde i gængs
forstand i sognet, hvorimod de afdøde kan identificeres som gårdmandskoner på 2
af sognets gode store gårde. Det skal bemærkes, at bønderne i Vonsild ikke hørte
under noget gods, men direkte under kronen. Johannes Rüdes statistiske
oplysninger i tillysningsbogen og kirkebogen er udnyttet til en specialeafhandling
ved Århus Universitet af Anne Marie Bonde Petersen til en sammenligning af
familiestrukturen i Vonsild og Sørbymagle.
19 

Som nævnt ovenfor indeholder tillysningsbogens mange efterlysninger et særdeles
interessant stof, hvis videre perspektiv er, at det på en ret enestående måde
belyser småkriminaliteten, rapserier, tyverier, dyremishandling på markerne og
hærværk, som kun yderst sjældent nåede frem til retsforfølgelse og dermed
indførsel i tingbøgerne.
20 Det nære perspektiv må heller ikke glemmes, idet
tillysningsbogen her afspejler sognets dagligdag set indefra. En oversigt over de
forskellige typer er givet i indledningen til den trykte udgave, så her vil det være
nok med et par talende eksempler, alle fra 1678.
21 

Om tøj: Den stakkels kvinde Ann Henriksdatter, der er hos Dorthe Tøgersdatter til
huse, beklager sig, at de i fordagsgår har taget hende et ikke tilforn bleget
overstykke til en særk (oplod) fra, som hængte på gærdet at tørre og bleges. Beder
det må igen lægges, som det blev taget. At gøre så, du som togst det, at hendes
fattig nøgne krop ikke frysende og vildgående dig for Vorherre skal bande.
Laurs Toniussen beklager sig, at ham er i onsdags for 8 dage et stykke lærred
bleven borte udi hans gård, som var vådt udlagt mod solen at bleges, .....at
forhjælpe ham til hans bortkomne gods igen, Gud ellers vederkvæg ham og det
fattige folk, der mister på så mange steder omkring os deres retfærdige gods i disse
trange tider.. (Da det i november stadig ikke var kommet til veje, oplyses det, at
det drejede sig om 42 alen i et stykke). 

Om redskaber: Der lyses efter en spade, der blev borte i Jens Hansens toft 14 dage
efter Mikkelsdag.. Item: Min spade, der også i fjor blev udlånt og findes ingensteds,
og nu nødes til at lade en ny gøre igen. Vil jeg også for band have lyst efter. 

Om dyr: Poul Sørensen beklager sig, at nogen har redet på hans bæster forgangen
mandag og skåren halen af dem og slagen dem i øjnene. Hans Jising lyser efter en
sortstjernet hoppe med en klokke på, som befrygtes ham at være tyvagtigen
frastjålet. Eftersom mig er en 2-års runvædder bortkommen, som og et par stærke
og gamle grise, og her mumles at for andet godtfolk i lige måder bliver sligt småkræ
borte, hvilket dog ikke kommer i ulvens strube, da formanes fra sligt sig at
entholde. 

Også egentlige arbejdsforhold ved agerdyrkningen omtales, som f.eks. i forbindelse
med en formaning 3. bededag 1683 (11. maj): Formanes at helligbrødefogden har
indseende med, at der ikke på søndage pløjes med fuld drivende 6 bæsters plov,
som vejfarende har på vores mark lagt mærke til og ført videre, end vi selv
kommer. Mig rives i næsen mine sognebørns forhærdelse, og får alle for en mand
skylden. 

Vonsilds kirkebøger 
Disse eksempler må være nok til at belyse karakteren af indførslerne i
tillysningsbogen, så efter denne lille ekskurs vender vi tilbage til kirkebøgerne. I
modsætning til den "private" tillysningsbog, må man regne med, at kirkebøgerne er
skrevet, om ikke for evigheden, så dog med henblik på, at efterfølgerne i embedet
har kunnet benytte dem. Dette fremgår klart af indledningen til nekrologen over
Niels Nielsen, der døde 1706, som starter med ordene "Pro posteris meis memoria",
dvs. til ihukommelse for mine efterkommere (om hvorledes Guds straf rammer
synden).
22 Det er typisk for Johannes Rüde med små latinske bemærkninger
indimellem, beregnet på at blive læst af de senere præster. Derimod er kirkebogens
almindelige tekst med blandede ministerialier, herunder de 260 ofte meget lange
levnedsbeskrivelser, skrevet på et kernefuldt dansk. Tysk tekst forekommer, men
kun undtagelsesvis, som f.eks. i forbindelse med indkvarterede ryttere, der må
formodes at have talt tysk i modsætning til den bofaste befolkning. 

Fra perioden 1659-1708 drejer det sig om 5 bind, hvoraf bind l adskiller sig fra de
øvrige ved at indeholde en indbyggermatrikel 1659-1706 og dåbslister 1659-1706,
medens de 4 andre bind indeholder alle slags ministerialier i kronologisk rækkefølge
for årene 1685-1708.
23 Dåbslisterne i bind 1 har hidtil været betragtet som en
senere ekstrakt af kronologiske kirkebøger som de 4 bevarede, men undersøgelser
udført af etnologen Birgit Kaiser tyder på, at de også bygger på en løbende ført
fortegnelse over de kirkelige handlinger, idet der optræder enkeltheder, som savnes
i de fire hind med blandede indførsler.
24 

For at kunne bedømme kirkebøgernes kildeværdi vil det være nødvendigt kort at
redegøre for de særlige omstændigheder, som har præget deres tilblivelse.
25 

Vonsild sogn var et af de sogne, der blev hårdest ramt af svenskekrigene og pesten.
Som nævnt måtte befolkningen flygte fra gårdene og husene og søge asyl i Kolding.
Efter fredsslutningen sattes genopbygningen i gang, men det værste problem var
manglen på mennesker. Der fandt derfor en kraftig indvandring sted til sognet, i al
væsentlighed fra Nørrejylland. En analyse af de afdødes fødesteder viser, at af 129
personer, som var født før 1659 og som døde i tidsrummet 1685-1707, var kun de
10 født i sognet, 24 i den nærmeste omegn, 18 i det øvrige Sønderjylland, men 27 i
Nørrejylland. For 48 personer er fødestedet ikke angivet. Der er således tale om en
befolkning, der næppe vil kunne betragtes som typisk for en dansk eller sønderjysk
landsby, selvom mange sogne var hårdt ramt af krigene og pesten. Det var unge,
energiske folk, der flyttede til de krigshærgede områder, og ofte folk, der havde
prøvet lidt af hvert. Befolkningstallet for Vonsild er ikke forsøgt regnet ud, men ved
periodens slutning bestod Vonsild af 68 husstande: præst og degn, 22 gårde beboet
af 25 familier, 18 landboelssteder beboet af 28 familier, 7 huse med 8 familier, 1
aftægtsbolig og 3 lejeinderster.
26 70 år senere, i 1776, er sognets befolkningstal
opgjort til 460 personer. 

Det enestående ved Vonsilds kirkebøger er levnedsløbene. Selvom de ofte er
opbygget efter et fast skema, varierer de i omfang og dermed i detaljeringsgrad
med hensyn til de oplysninger, som de formidler eftertiden om de enkelte personer.
De faste oplysninger omfatter herkomst: fødested og forældre (undertiden
slægtsrækken længere tilbage), en kort redegørelse for opdragelsen, herunder hvad
der er af særlig interesse i denne forbindelse: skolegang samt læse- og
skrivefærdighed. Derefter følger oplysninger om, hvor vedkommende har tjent før
indgåelse af evt. ægteskab, ægtefællens navn, børnenes antal samt om de er
levende eller døde. Der afsluttes med bemærkninger om den afdødes sidste tid.
Under omtalen af børnene gives en sjælden gang også oplysninger om disses
skolegang etc. 

Et talende eksempel herpå er nekrologen over Caren Pedersdatter, der var født i
Vonsild 1619 som yngste datter af gårdmand Peter Tusen
27. Hun blev godt opdraget
og lærte i skolen at 1æse både katekismen og bøger ("educta bene et in scholis
informata in cate chetiis et lectura librorum"). Efter faderens død forestod hun
sammen med en broder gården i årene 1646-50. Hun blev derefter gift, men de
svenske tropper bortførte hendes mand, og selvom hun fik ham 1øskøbt "med
jammers bøn og hendes små børns råb så og gode rede midler" døde han 1658 fra
hende og 3 små børn. Ikke desto mindre holdt hun den ældste søn "til ære og lære
ved skolegang, at han blev færdig i læsning, skrivning og regning, indtil han var
blevet 20 år" samtidig med, at de drev gården. 1671 fik han lyst til at drage
udenlands, og de afstod gården til en farbroder Han drog via Holland til Ostindien,
og da moderen døde i 1686, havde hun i 15 år intet hørt fra ham! 

Som eksemplet viser, gik en pige i skole i 1620'erne, og som enke i de svære år
efter svenskekrigene kunne hun gennemføre, at den ældste søn ikke blot lærte at
læse, men også at skrive og regne. Eksemplet er ikke enestående med hensyn til
detaljeringsgrad af de givne oplysninger, og det er derfor på grundlag af disse
oplysninger i levnedsløb ene muligt at få et bredt indblik i befolkningens beherskelse
af de forskellige grader af læsefærdighed, kunsten at skrive og undertiden også
regnefærdighed. Da læsefærdighed er emnet for en anden artikel i dette nummer,
skal jeg ikke her komme ind på de mange, ofte overraskende glimt, der viser en
langt større udbredelse af læsekunsten end almindeligvis antaget for blot nogle få
år siden. 

Skrivefærdighed 
Men hvad med skrivefærdigheden, som var næste trin på uddannelsen? Heller ikke
her var præsten den eneste, der beherskede kunsten, og hos hvem man var henvist
til at søge hjælp, hvis man fik behov for at meddele sig skriftligt. Som nævnt
ovenfor er Vonsild i sidste halvdel af 1600-tallet ikke nogen helt almindelig landsby,
og her var der faktisk slet ikke så få muligheder. I perioden 1685-1707 er 240
dødsfald omtalt, heraf 99 børn under 10 år, altså 141 voksne personer. I 28
levnedsløb omtales læsefærdighed, i 17 af disse skrivefærdighed og i 5 tilfælde
desuden, at den afdøde havde lært at regne eller kunne føre et regnskab, Endelig
bliver det oplyst i 6 tilfælde, at den afdøde har haft nogen kendskab til latin (eller
gået i latinskole), hvilket man nok må sige er med til at understrege, at sognet
rummede flere usædvanlige personligheder. 

Det første, der springer i øjnene, når man gør op, hvem der kunne skrive, er, at det
næsten udelukkende er mænd. Der er kun to undtagelser: den ene er Elsabe
Schrølings, hvis færdigheder næppe er særligt overraskende. Hun var nemlig søster
til præsten, født i Tønder 1638 og holdt i skole, så hun både kunne læse vel og
skrive, hvorefter hun i følge skik og brug i Tønder kom i sy- og knipleskole. Da hun
var 14 år gammel, kom hun i tjeneste hos amtmanden i Rendsborg. Efter forskellige
pladser hos andre fornemme folk blev hun 1675 gift med mønsterskriver Heinrich
Schrøling, der endte sine dage som skoleholder i Vonsild, jvf. nedenfor. Hun døde
1704.
28 

Den anden skrivekyndige kvinde er til gengæld så meget mere overraskende, idet
det drejer sig om en omvandrende unavngiven kvinde, som i marts 1699 efterlod et
levende barn på Vonsild kirkegård. Hun blev imidlertid opdaget af degnen, som fik
hende hentet tilbage, hvorefter hun tog barnet til sig igen og drog videre til Lejrskov
sogn, hvor hun en uge senere efterlod det på ligbåren i kirken - og her kommer den
overraskende oplysning: Kvinden var forhen inde i et hus, hvor en rytter lå på
sengen; der fik hun blæk og pen og skrev en lille seddel, som hun satte på barnet
med dets navn og alder. Hvis kirkebogens oplysninger står til troende, kunne hun
altså skrive, og normalt forventer man vel heller ikke, at en rytter har pen og blæk i
huset og altså efter alt at dømme har kunnet skrive? Der var i Vonsild adskillige
ryttere indkvarteret, men for ingen af dem er nekrologer bevaret, så her er altså et
yderligere potentiale af skrivekyndige indbyggere.
29 

Blandt de 15 skrivekyndige mænd, og hertil regner vi også de 6, der havde
kendskab til latin, er der 5, der skiller sig ud enten på grund af deres profession
eller deres herkomst, som indebærer, at man måtte forvente, at de beherskede
skrivekunsten Det drejer sig om Georg Bojens, Heinrich Schrøling, Gottfred Nicolaus
Schrøling og de to degne Matz Jensen og Anthonius Laursen. 

Georg Bojens var født i Tönning i Eiderstedt i 1627 som søn af en købmand og
silkekramhandler, som satte ham i skole. Da faderen imidlertid døde tidligt kom han
hos sin morbroder, der var sognepræst i Witzworth, der underviste ham videre "at
han færdig kunne forstå det latinske sprog". Han var da 14 år. Den videre
uddannelse skete bl.a. i Hamburg, indtil han blev beskriver i Tønder. I 1682 efterså
en kommission hans regnskaber, medens han var bortrejst, og da det trak op til
afsked, søgte han en slags asyl i den kongelige del af hertugdømmet, hvor han
tilbragte sine tre sidste års "elend- og udlændighed" med at skrive supplikker.
30 

Heinrich Schrølings skæbne havde været meget omtumlet og kan kun antydes.
31
Han var født i Hannover 1635 som søn af en gæstgiver. Han blev vel opdraget og
holdt til skole, at han kunne læse og skrive alt det, som ham fornødent var, således
også regne. 12 år gammel kom han i lære hos en possementmager og rejste nogle
år med håndværket, men senere lod han sig hverve og tjente forskellige herrer, i
1665 således den svenske konge, men 1670 blev han mønsterskriver ved det
holstenske regiment. I 1676 ægtede han Elzabe Rüde. Efter at have mistet den ene
hånd i et slagsmål blev han først skoleholder i Gammel Haderslev i 4 år og derefter i
Vonsild, hvor også hans børn fra første ægteskab blev opdraget: Hans Henrik, der
blev sat i Haderslev skrive- og regneskole ("deri han såre vel har nået sin
fuldkommenhed") og Gottfred Nicolaus, der blev uddannet som drejer, og som efter
nogle urolige år vendte tilbage til Vonsild, da faderen døde 1698, men han var ikke
rask og døde selv samme år. I nekrologen bemærkes, at han havde lært vel at læse
og skrive.
32 

I forbindelse med disse levnedsløb er det naturligt at minde om den rolle,
præstegårdene spillede som samlingssted for præstens familie, som enten fik
underhold eller selv kunne yde noget til gengæld, f.eks. som skoleholdere. Johannes
Rüdes forældre døde begge hos ham, og de to søstres mænd var henholdsvis
skoleholder og degn. Tilsvarende forhold vil kunne konstateres mange steder, jeg
skal blot nævne et eksempel, der dog er godt 50 år yngre og stammer fra Blegind i
Skanderborg amt, hvor sognepræsten Lauritz Sørensen Worsøe samlede sin faders
gamle søskende hos sig og lod farbroderen, der tidligere havde været skibsskriver
til orlogs, fungere som skoleholder.
33 

Præstegårdene var ikke blot kulturcentre, men også samlingssteder for eksistenser,
som på den måde kom til at gøre nytte og gavn i deres alderdom - bl.a. når de var i
besiddelse af læse- og skrivefærdighed. 

Degnene 
De to degne var begge født i sognet. Antonius Laursen var født 1620 og tilhørte den
gamle præsteslægt i sognet. Hans far, Laurs Madsen var født i præstegården som
søn af stedets sognepræst 1617-58, Mads Antonsen, og var degn i både Vonsild og
Dalby sogne. Sønnen "blev nogen tid holdt i latinskole i Kolding og i en bolig i
præstegården under en studiosus. Men da latinet ikke ville behage ham længere,
satte hans forældre ham i skrive- og regneskole i Kolding. Derefter holt han selv
skole nogen tid i Dalby og i Vonsild for hans gamle fader." 1642 overlod faderen
ham degnekaldet i Dalby, og 1649 efter faderens død fik han også Vonsild. Efter
fjendetiden overtog han en ødegård, som han bragte på fode, og da den gav ham
nok at gøre, afstod han i 1664 degnekaldene. Han levede derefter videre som
gårdmand til 1699.
34 Hans efterfølger Mads Jensen var gårdmandssøn født 1633,
blev holdt i skole i Vonsild og senere i Kolding, så han kunne skrive en ren læselig
hånd og regne, hvad der var brug for. Efter fjendetiden drog han til Husum og
Pellworm, men vendte hjem og, "da han altid fra barnsben frygtede Gud og
uforsømt elskede kirketjenesten i sang og Guds ords hørelse, øvede han sig i alle
vanlige tyske sange og kirkemelodier", hvorefter han forhandlede med Antonius
Laursen og fik ham til at afstå degnetjenesten, som han blev indsat i samme år.
Året efter giftede han sig med præstens søster Ingeborg, med hvem han fik 13
børn. Han omkom 1685, 52 år gammel, ved en løbskkørsel.
35 

De øvrige skrivekyndige 
Tilbage er endnu 9 personer, hvis skrivefærdighed er omtalt. Af disse opholdt de 2
sig kun kortere tid i sognet. Af disse var Matths Persen fra Skjoldborg nærmest kun
på gennemrejse.
36 Han var født 1613 som præstesøn i Skjoldborg i Thy, men havde
forladt latinskolen thi "for den bøddelmæssige hårde strafs skyld, som i de dage de
latinske skolemestre og hørere brugte, fik han lede ved bogen". Han tjente
forskellige steder, og Johannes Rüde udformede "pas og besked", så han kunne
rejse til Trondheim, hvor en broder var læsemester. Den anden, Niels Malthesen,
var født 1656 i Skals sogn, blev holdt i skole, så han kunne læse og skrive, tjente
forskellige steder, men blev syg og døde 32 år gammel hos gårdmand Michel
Tøgersen.
37 

Jeb Nissen var født 1664 i Styding ved Hammelev. Da han var 5 år gammel, forlod
faderen hjemmet, og moderen flyttede til Vonsild med 3 børn, hvoraf det ene snart
efter døde. Selvom hun var alene med børnene, blev Jeb sat i skole, hvor han lærte
"at læse færdig tysk og dansk og tilmed at skrive." Som 18-årig kom han ud at
tjene, men vendte tilbage og hjalp som daglejer med at tjene til moderens ophold,
indtil han blev syg og døde 25 år gammel i 1689.
38 

Man kan nok sige, at de tre her nævnte personers skrivefærdighed ikke som sådan
har betydet noget for sognets øvrige beboere, men de hører med til billedet af, i
hvilke forskellige lag af samfundet skrivefærdigheden kunne være udbredt. Det
samme kan siges om de følgende, der flyttede til Vonsild efter at have udøvet deres
erhverv andetsteds. Det er nok også tvivlsomt, om de udøvede deres
skrivefærdighed i Vonsild. 

Den 21 september 1686 berettede Johannes Rüde to gamle, udlevede fattige folk,
Michel Sørensen og hans hustru. Han fortalte om sit levned, at han var født i Sdr.
Stenderup 1607, og at han som ung havde tjent i Vonsild, men derefter begivet sig
til Kolding for at gå i skole hos sit søskendebarn, Michel Regnemester, og lærte
alting "hvad færdighed i skrivning og regning kunne gives på to år". I 20 år drev
han handel på Danzig og Königsberg. Hans forretninger blev ødelagt under
svenskekrigene, og han opholdt sig derefter forskellige steder i Dalby og Vonsild
sogne, indtil en datter flyttede for at pleje ham, indtil han døde knap 80 år gammel i
1686.
39 

Peter Eriksen Snedker var født 1639 i Tapsur og lærte at læse og skrive. Senere
blev han avlskarl hos borgmester Panck i Kolding "og kunne være tækkelig dermed,
at han al avlsforretning kunne i pennen befatte og gøre regnskab for". Han ville
imidlertid hellere være hjulmand, men kom til skade under oplæringen og flyttede
1666 til Vonsild, hvor han fik en byggegrund. Her opførte han et hus, og ernærede
sig og sin hustru med at binde kurve og løb i 25 år, indtil han døde 1691.
40 

En anden håndværker var Jens Madsen Murmand, født i Kolding 1627 som søn af en
snedker, der holdt ham både i dansk og latinsk skole. Faderen ville have haft ham
ud dannet til snedker, men han døde, og sønnen blev i stedet i murer. En tid lang
ernærede han sig i Kolding, men flyttede senere til Vonsild, hvor han og hans hustru
i en årrække levede som inderster indtil de selv fik et hus. Det fremgår ikke, hvor
længe han boede i Vonsild, men han synes også derfra at have udøvet sit håndværk
således, at hvor han havde arbejdet en gang, der ville man gerne have ham igen.
41

Gårdmændene
Af de skrivekyndige gårdmænd var Nis Hansen Tingleff tilflytter, idet han var født i
Tinglev 1630, hvor hans fader var degn og slægten i øvrigt kunne føres tilbage til
før reformationen. Faderen lærte ham selv at læse og "declinere og conjungere af
Donatio", indtil han kom i latinskolen i Flensborg, hvor han var nået til tredje klasse,
da skolen blev opgivet p.g.a. de svenske troppers indfald. Han blev derefter skriver
ved militæret, privatlærer på forskellige godser for endelig som kammertjener for
Peder Rantzau at ture Europa rundt. Vel hjemkommen overtog han en ødegård i
Vonsi1d 1665, men stillede selv som rytter ved Wismar 1675. Herefter drev han sin
gård til 1694, da han døde efterladende enke og flere børn. 0venstående er et uhyre
koncentreret og dermed ufuldstændigt resume af et særdeles omtumlet liv, der må
have gjort Nis Hansen Tingleff til en usædvanlig skikkelse.
42

Jens Hansen Nebbel kom fra Nr. Bjert, hvor han var født 1637 i en familie med
tradition er for offentlige hverv. Faderen var gårdmand og sandemand i Brusk
herred, morfaderen havde ligeledes været sandemand og farfaderen herredsfoged.
Selv blev han sat i skole og lærte at læse og skrive, men var hjemme på gården,
indtil han 37 år gammel blev gift ind på en gård i Vonsild i 1674. Efter adskillige års
sygdom døde han 1687.
43 

Den sidste af de skrivekyndige gårdmænd, Anders Paulsen, tilhørte sognets egen
gamle bondeoverklasse, idet han 1637 var født på en af de gårde, som Johannes
Rüde kaldte hovedgårde. Det var hans moder, der var født på gården, hendes
morbroder var sandemand og i slægt med den gamle præstefamilie. Selv kom han
først i skole i byen, men "ydermere fornemmede han sig i regning og skrivning og
fulgte med andre sønner her af byen til Kolding under Gregers Nielsen i 2 år". Da
heller ikke det kunne tilfredsstille hans lærelyst, kom han et år i Haderslev skole.
Han fik et tilbud om at komme til Norge, men da han var eneste søn, afslog faderen
det. I 1655 blev han gift og overtog gården, men måtte under svenskekrigene
rømme den nogle år. Fra 1665 var han i 17 år sognefoged og senere i 23 år
sandemand. Der er ingen tvivl om, at han, i det mindste indtil han 1698 kom
alvorligt til skade ved at vælte med en vogn på vej til møllen, var en betyd ningsfuld
mand i sognet, som de andre indbyggere har kunnet henvende sig til om råd og
dåd.
44 

Som hos flere af de andre omtalte personer var der i hans familie allerede i tidligere
generationer personer, der havde skilt sig ud enten ved at opnå stillinger som
sandemand og lignende inden for bondesamfundet eller ved at klatre op ad den
sociale rangstige. Samme fænomen kan iagttages i forbindelse med personer, der
kom på latinskolerne og derfra fortsatte til universitetet, hvilket ikke er så
mærkeligt, da det ofte var tilfældigheder, der afgjorde, om skolegangen blev
afbrudt, således som det er fremgået af flere af de ovenfor resumerede levnedsløb. 

Præstens øvrige funktioner som skrivekyndig 
Som det er fremgået af ovenstående, var der personer i sognet, som kunne klare
skriftlige opgaver for de øvrige beboere, således at de ikke har været nødt til at
henvende sig til præsten ved alle lejligheder. På embeds vegne udfærdigede han
skudsmåls- og altergangsattester, der som vist ved tilfældet Matz Persen kunne
have karakter af pas, når folk ønskede at forlade sognet. Men det fremgår også af
kirkebogen, at der også ved andre lejligheder blev trukket på ham. 

Testamenter omtales flere gange.
45 Første gang i 1686, hvor Johannes Rüde
berettede Birgitte Sørens, "der hun da mig dette testamente til efterretning tilsagde
og hendes sidste vilje lod af mig optegne." I 1689 hedder det: "Den 6. febr. opskrev
jeg min bryggerpige Kirsten Sørensdatter hendes testamente udi i hendes sygdom."
1690 mellem den 18. og 19. februar "Om midnat efter kommunionen bad mig nu
sal. Peder Jebsen at optegne sit hus til bedste og ved god fornuft", og i modsætning
til de tidligere eksempler gengives teksten i kirkebogen. Det drejer sig dels om
gæld, dels om et skiftebrev, der aldrig blev underskrevet, fordi man efter at have
hjemtaget det fra fogeden drak vedkommende fuld!, og dels om nogle poster, der
skal indføres i smederegnskabet, som altså har foreligget på skrift. I 1692 er det en
gammel tjenestekarl, der mener at ligge for døden, der tilkalder præsten til sit leje i
loen, hvor han fordeler sine ejendele, medens husbond står ved siden af og
bekræfter. Der synes således ikke at være tvivl om, at præsten i disse situationer,
nemlig efter sidste nadver, tillige fungerede som en slags notar. Det omtales
desuden, at præsten ved en enkelt lejlighed udstedte et såkaldt almissebrev til en
beboer, men det har sikkert ikke været en enestående begivenhed, når man
sammenligner med, hvor mange almissebreve, der ifølge tillysningsbogen blev
præsenteret i de 5 år, den er ført.
46

Endnu i to tilfælde benyttes præstens skrivefærdighed. I 1695 ønskede Mads Jensen
Murmand at blive trolovet og skulle derfor have en seddel på, at han var fri for
ægteskabsløfte. Problemet var imidlertid, at han på det nærmeste havde levet
sammen med en anden pige i længere tid. Hun krævede nu deres regnskab opgjort,
blandt andet for et halvt års husleje og for at have malket hans køer i skoven i 2 år,
i alt 9 mk. 6 sk., hvorimod han til gengæld krævede betalt for at have hjulpet hende
med at høste og slå hø, for brændsel og for kørsel, i alt 3 mk. 4 sk. Hertil kom så
præstens gebyr for at udstede attesten på 1 mk. Hele regnskabet er indført i
kirkebogen med bemærkningen "Heri samtykkede Mads og hans moder og lovede at
betale Bodil Christiansdatter med tiden samme penge, og hun var dermed også
tilfreds." I dette tilfælde synes præsten nærmest at have optrådt som en slags
forligsmægler, der nedfælder det aftalte for at sikre dets opfyldelse.
47 

Det samme kan siges at være tilfældet i 1696, hvor den ovenfor nævnte Nis Hansen
Tingleff og hans søn var kommet i strid med den ligeledes nævnte Anders Paulsen
om et skovskifte og i den anledning havde kaldt Anders Paulsen ved nedsættende
øgenavne og beskyldt hans datter for usømmelige ting. Anders Paulsen søgte at få
præsten til at mægle "og jeg havde et kristeligt forligsmålsudkast gjort derom og
læste Nis Tingleff for i hans hus". Da han imidlertid ikke ville forliges, så Johannes
Rüde sig nødsaget til at udelukke ham fra nadveren, og først to år efter, da
generalsuperintendenten kom på visitats, fik han offentlig tilgivelse, efter at en
deklaration var blevet oplæst fra prædikestolen. Så vidt kunne det altså komme,
når præsten blev inddraget som forligsmægler.
48

Som det fremgår af ovenstående, var præstens funktioner ikke begrænset til det
rent kirkelige, når det drejer sig om at forvalte skrivefærdigheden, selv ikke i et så
usædvanligt sogn som Vonsild i denne periode. I andre sogne med en anden
befolkningssammensætning og mindre velstand må det have været endnu mere
udpræget, men desværre tier kilderne som oftest derom. 

Noter: 

15. Se den trykte udgave af kirkebogen s. XIVff. 
16. Tillysningsbogen 14. oktober 1683, jvf. note 18. Teksterne er sprogligt moderniseret,
men tonen er bibeholdt. 
17. P. Rhode: Samlinger til Haderslev Amts Beskrivelse, 1775 (faksimileoptryk 1942). 
18. Vonsild-Dalby Tillysningsbog 1678 - 1683, udg. Hans H. Worsøe, København 1987. 
19. Anne Marie Bonde Pedersen: Familiestruktur i det danske landbosamfund i det 17.
  århundrede på grundlag af kirkebøgerne fra Sørbymagle og Vonsild
, utrykt specialeafhandling
Aarhus Universitet 1986 (kopi på LAS). 
20. Jvf. anmeldelsen i Fortid og Nutid 1990, s. 39-40, ved Jens Chr. V Johansen.
21. Citaterne fra tillysningsbogen: Anne Henriksdatter 3.3 1678. Spaden samme dag,
præstens 17.3 1678. Laurs Toniussen 21.4 og 24.11 1678. Poul Hansen 13.10 1678. Hans
Jising 24.11 1678. Præstens vædder 6.10 1678. Helligbrødefogden 11.5 1683. 
22. Vonsild kirkebog 1659-1708, udg. Hans H. Worsøe, København 1982, Levnedsløb no.
254; jvf. Hans H. Worsøe: "Hvad som plantes af horeri, det skal ikke dybt rodfæstes", Siden
Saxo nr. 2, 4. årgang 1987, s. 13-17. 
23. Om udgivelsesprincipperne se den trykte udgave s. XXVIIIff. 
24. Birgit Kaiser: "Døbt i Vonsild - om skik og brug ved dåben i 1600-tallets Vonsild",
Personhistorisk Tidsskrift 1995, s. 1-30. 
25. Aksel Lassen: Skæbneåret 1659, Århus 1958, samt henvisninger i indledningen til den
trykte udgave. 
26. RÅ, Haderslev amts undersøgelseskommission 1708 (mikrofilm på LAS). 
27. Vonsild kirkebog (se note 22), Levnedsløb no. 15. 
28. Sst., Levnedsløb no. 264. 
29. Se den trykte udgave s. 332-33: 15. og 21. Marts 1699. 
30. Vonsild kirkebog (se note 22), Levnedsløb no. 13. 
31. Sst., Levnedsløb no. 164 og 171a. 
32. Sst., Levnedsløb no. 179. 
33. Hans H. Worsøe og Henning Aarup: Wilhelm Adolph Worsøes slægtsbog,, Aabenraa
1965, s. 12-13. 
34. Vonsild kirkebog (se note 22), Levnedsløb no. 182. 
35. Sst., Levnedsløb no. 7. 
36. Sst., Levnedsløb no. 10a. 
37. Sst., Levnedsløb no. 38. 
38. Sst., Levnedsløb no. 45. 
39. Sst., Levnedsløb no. 24. 
40. Sst., Levnedsløb no. 96. 
41. Sst.. Levnedsløb no. 46. 
42. Sst., Levnedsløb no. 120. 
43. Sst., Levnedsløb no. 33. 
44. Sst., Levnedsløb no. 236. 
45. Sst., Testamenterne er omtalt i følgende levnedsløb: Birgitte Sørens no. 18, Kirsten
Sørensdatter no. 44, Peter Jebsens no. 67, tjenestekarlen Peter Jensens hos Jesper Clausen
no. 102.
46. Sst., Levnedsløb no. 143. 
47. Den ophævede trolovelse 1.6 1695, se den trykte udgave a. 269-70. 
48. Forligssagen, se den trykte udgave s. 283- 84.  

  

Startside ] Om Projektet ] Indhold ] Kirkebøger ] Folketællinger ] Andre Kilder ] Redaktion ] Forslag ] Links ]