De læsekyndige

Startside Op

  
Uddrag af
"Kunne læse udi Bøger Print"

Om læsefærdighed og læsning i 1600-tallets landbosamfund
af Charlotte Appel, 
Bol og By, 1995 nr. 2, side 18-22

Mette Jensdatter 
Lige siden kirkebøgerne fra Vonsild blev udgivet 1982, har de fleste historikere
henvist til dette landsogn syd for Kolding, hvis talen faldt på læsefærdighed. Og i
særdeleshed har de henvist til historien om tjenestepigen Mette Jensdatter. Lad mig
derfor indlede også denne artikel med at følge Mette på den skæbnesvangre tur
hjem fra fastelavnsmarkedet i Kolding 1688.

Pastor Johannes Rüde fortæller os, at Mette var født 1658 i Mammen by og sogn
(ved Viborg), hvor hun var blevet "i Gudz fryct opdragen" og selv havde "øfvet sig,
at hun kunde læse i prentede bøger". Hun havde i flere år arbejdet som
tjenestepige, men efter at have født et uægte barn (der døde som spæd) var hun
flyttet til Strårup, lige syd for Kolding, sandsynligvis for at være i nærheden af sin
bror. Her arbejdede hun om sommeren, men sad om vinteren "for sig selv". Hun
levede i anmod og kunne ikke betale skat. Fra Mettes bror Erik havde præsten hørt,
hvordan hun gik til Kolding marked fastelavnsmandag for at købe sig en historie
"som Peders sølff nøgel oc andre slige". På vejen hjem var hun så "kommen til sit
dødzstæd" og blev først fundet næsten syv uger senere. Selvom hun egentlig hørte
til et andet sogn, blev hun p.g.a. sin fattigdom begravet af Johannes Rüde fra
Vonsild kirke.

Det er p.g.a. Mettes dramatiske død - og Pastor Rüdes interesse for sine sognebørn
- at vi pludselig konfronteres med en dimension af dagliglivet i 1600-tallet, som vi
ellers kun sjældent hører noget direkte om. Ikke alene møder vi her en
tjenestepige, der havde lært sig selv at læse. Vi hører også - en passant - hvordan
hun i sin iver efter læsestof begav sig ud på en længere tur, der skulle vise sig at
blive hendes sidste. Historien er illustrativ og lærerig i sig selv. Den udgør et
eksempel på den type "incidental information" dvs. tilfældige oplysninger, som
megen kultur- og mentalitetshistorisk forskning er helt afhængig af. For selvom vi
står over for en enkeltstående begivenhed, kan selve den selvfølgelighed, hvormed
historien fortælles, tillægges overordentlig stor betydning.

Vi skal i det følgende undersøge, hvorvidt Mette var et særtilfælde eller omvendt
kan betegnes som relativt typisk for beboerne i og omkring Vonsild sogn. Siden skal
vi udvide interessen til at gælde hele det danske landbosamfund. Det skal dog
straks præciseres, at selve Vonsild sogn lå i Haderslev amt og provsti som et af de
nordligste sogne i den kongelige del af Hertugdømmerne. Men i dagligdagen var
livet i høj grad rettet mod den nærmeste købstad, nemlig Kolding, blot fire
kilometer mod nord. 

Et hierarki af læsefærdigheder 
Ud fra kirkebogens biografier tegner der sig et helt hierarki af læse- og
skrivefærdigheder. Enkelte, navnlig ældre folk, kunne gerne deres børnelærdom
udenad, men så heller ikke mere. Det gjaldt f.eks. den tidligere gårdmand Paul
Sørensen, født ca. 1615, der "bleff opdragen i Guds fryct oc mundeligen undervijst i
catechismi lærdom..." (Vonsild nr. 50). Dernæst var der mange, der kunne læse,
men så heller ikke mere, og vel at mærke læse i trykte bøger. Mette var langt fra
den eneste, der kun kunne læse "prent". Om en anden pige hedder det f.eks., at
hun "var blefuen færdig til at læse i bøger, hvad hun skulde" (nr. 210). Denne
læsefærdighed har alene været rettet mod læsning af trykt tekst på modersmål.
Kun i ganske få tilfælde hører vi om folk, der også kunne "læse skrift"; en enkel
dreng kunne endda læse "alle slags schrifter" (nr. 117). Her er vi klatret endnu et
trin op ad kundskabsstigen.

Det normale synes dog at have været, at børn og unge lærte at læse håndskrift i
forbindelse med, at de selv lærte at føre en pen. Alle de Vonsildbørn, der lærte at
læse og (bagefter!) at skrive, synes at have lært dette sidste i en skole.
Tilsyneladende tog det ofte 1-2 år at lære at læse og så yderligere et års tid at lære
skrivningens kunst. Næste trin på vejen gjaldt regnekunsten og dermed en
videreudvikling af skrivefærdigheden til også at omfatte regnskabsopstillinger m.m.
Endelig, som øverste trin - i hvert fald ud fra en præsts synspunkt - stod latinskolen
som mulighed. Reelt har latinskolen og en købstadsskole med skrive- og
regneundervisning dog udgjort to parallelle muligheder for en 'videregående
uddannelse', og vi kan se, at børn i visse tilfælde benyttede sig af begge dele.

Men hvordan fordelte færdighederne sig i Vonsild? Det må først slås fast, at
kirkebogsbiografierne må omgås med største varsomhed. Selvom Johannes Rüde
tydeligvis interesserede sig for sognebørnenes kundskaber,kan man ikke tillade
sig at slutte noget negativt, fordi han i bestemte tilfælde undlader at omtale læsefærdighed. Tavsheden kan skyldes manglende viden eller fokusering på andre sider af afdødes liv og færden. Det er f.eks. tydeligt, at Rüdes kendskab til de mange tilvandrede efter krigskatastrofen sidst i 1650erne er meget svingende; han ved kun lidt om folk fra Nørrejylland, mens han generelt er bedre informeret om tilvandrere, der som han selv kom længere syd fra. Endelig må præstens kendskab have været bedre til færdighederne hos de yngre, hvis opvækst og skolegang han selv har fulgt, end til sognets ældre beboere. Når jeg i det følgende omtaler antal og andele, er der således hele tiden tale om absolutte minimumstal.

Køn, udvikling og Sociale mønstre
Sporene af en stigende læsefærdighed i løbet af 1600-tallet kan følges på to
niveauer i kirkebogen. For det første kan man indplacere alle de afdøde efter
fødselsår og se, hvorvidt der tegner sig en udvikling. Af de netop nævnte grunde er
denne metode behæftet med store usikkerheder, men hvis man ikke desto mindre
gennemfører eksperimentet (se tabel 1 og 2 [udeladt]), fremtræder der et billede af
stigende læsefærdighed og - især - betydelige kønsmæssige forskelle. Blandt de
ældre kvinder, der var født i 1600-tallets første fire årtier, var der allerede en del
der havde lært at læse prent, således (mindst) 8 ud af 41. Men fra de samme år var
der mindst dobbelt så mange mænd, der blev betegnet som læsefærdige, nemlig 18
ud af 32. Denne forskel synes at udjævnes, idet vi fra århundredets sidste fire årtier
finder mindst 11 ud af 36 kvinder, der kan læse prent, og fra samme tidsrum 11 ud
af 20 mænd, der kan. Derimod synes en anden forskel at bestå århundredet
igennem: Der er uhyre langt mellem de kvinder, der eksplicit karakteriseres som
skrivekyndige. De eneste vi møder, er faktisk pastor Rüdes søstre fra
glarmesterhjemmet i Tønder samt sønnedatteren af Vonsild sognedegn og
skolemester (nr. 111, 234 og 55). En enkelt pige havde desuden lært at læse skrift.
Drengene og de voksne mænd fordeler sig til gengæld over hele skalaen
århundredet igennem. Ud af 34 læsefærdige havde mindst 17 samtidig kunnet
skrive.

Langt mere sigende end disse minimumstal for andelen af læsekyndige, er dog
Johannes Rüdes nærmere kommentarer til de enkelte levnedsløb. Da den føromtalte
Paul Sørensen blev begravet i 1689 tilføjede Johannes Rüde, at den forhenværende
gårdmand altså kun var blevet undervist mundtligt "saa som dend tiid scholegangen
icke saa hart bleff drefven paa, dissverre" (nr. 50). Og om en anden ældre mand
hed det, at han "bleff effter den tijds leilighed i eenfoldig kundskab opdragen" (nr.
163). Alderen har altså ved 1600-tallets slutning været anført som forklaring og
undskyldning for, at de pågældende ikke havde lært så meget. Tilsvarende må det
om en 18-årig dreng forklares, at hans forældre havde opdraget ham omhyggeligt
til gudsfrygt og gerne havde forfremmet ham med skolegang "til fuldkommen
lærdom". Men Gud havde ikke "forlenet ham de dertil behøfvende naturlige gaver,
hverken i mæle eller hukommelsen" (nr. 186). Tydeligere kan det næsten ikke
siges, at læsning og skolegang var blevet normen i Vonsild sogn. Det er derfor
meget sandsynligt, at manglende omtale af læsefærdighed sidst i århundredet
netop skyldes en sådan selvfølgelighed. Den tilsyneladende stagnation i antallet af
eksplicit læsefærdige mænd (tabel 1 [udeladt]) skal derfor næppe tages for
pålydende. 

Hvad de sociale mønstre angår, er der en klar tendens til, at især drengene fra de
bedst stillede gårdmandshjem får en endog særdeles grundig uddannelse, hvor
undervisning i landsbyskolen fortsættes hos skrive- og regnemestre (oftest i
Kolding). Men det skal understreges, at der også er eksempler på folk i ganske
beskedne kår, der kan 1æse og i nogle tilfælde endda også skrive. Senere ulykker
men også den nedadgående sociale mobilitet, der kunne følge efter forældres tidlige
død, synes at have været en vigtig forklaringsfaktor. Børn kan altså have nået at
erhverve sig betydelige færdigheder, før en ugunstig skæbne lod dem ende i sociale
situationer, hvor man måske ikke umiddelbart ville forvente at finde læse- og
skrivefærdighed. Det er også værd at bemærke, at de fleste børn begyndte at
erhverve sig disse kundskaber - og altid først evnen til at læse prent - da de var
ganske små. Typisk 5-6 år. 

Derudover bemærker man nogle stærke gårdmandsslægter med tradition for
varetagelse af - skal vi sige - 'administrative' hverv i lokalsamfundet: som
kirkeværger, sognefogeder eller sandemænd. Her bliver generation efter generation
tilsyneladende veluddannet. Også forbindelser til præste- og degneslægter synes at
have haft stor betydning, og vi kan se, at børn i flere tilfælde bliver sendt til f.eks.
en morfar eller farbror, der er præst. Kort sagt efterlades man med et stærkt
indtryk af, at hvis først læse- og skrivefærdigheden var nået ind i en familie, så lod
man den ikke gå fra sig uden videre. F.eks. havde den gamle Paul Sørensen med
den mundtlige katekismuskundskab giftet sig med en kone, der kunne læse (nr. 52
og 205); og deres børn kom da også i landsbyskolen. Jeg tror, at vi her står over for
en vigtig selvforstærkende dynamisk faktor, hvis betydning for færdighedernes
udbredelse man ikke bør undervurdere.

 

Startside ] Om Projektet ] Indhold ] Kirkebøger ] Folketællinger ] Andre Kilder ] Redaktion ] Forslag ] Links ]