De socialt mobile

Startside Op


Den sociale mobilitet 
i Vonsild sogn i perioden 1659-1708

af Thomas Nilsson, 
Sønderjysk Månedsskrift 1996 nr. 12, s. 326-329

Det er et væsentligt spørgsmål, om det gamle landbosamfund socialt set var fastlåst
eller præget af mobilitet. Mobilitet betyder på den ene side, om det var muligt for
en gårdmandssøn at arbejde sig op i en højere stand, og om det kunne lade sig
gøre for en husmandssøn at blive gårdejer. På den anden side betyder det, hvordan
udsigterne var for at bevæge sig nedad. Her drejer det sig naturligt nok mest om
gårdmandsdøtre og -sønner, der kunne havne i husmandsstanden, og, hvis alt gik
skævt, kunne være så uheldige at ende med tiggerstaven i hånden. 
Historiestuderende Thomas Nilsson har undersøgt dette for personer, der er omtalt i
nekrologer i Vonsild kirkebog.
 

Vilkårene i Vonsild sogn var i anden halvdel af 1600-tallet præget af en række
særlige forhold. Idet Kongevejen passerede Vonsild, lå byen direkte i
begivenhedernes centrum. Kongevejen var en naturlig rute for de forskellige hære,
der kom til Nordslesvig i midten af det 17. århundrede. Deres tilstedeværelse kan
nekrologerne også bekræfte. I forbindelse med svenskernes indkvartering i krigen
1657-1660 blev befolkningen udpint og forarmet, derefter fulgte de polske
hjælpetropper, der trods deres status som netop hjælpetropper ikke stod
svenskerne meget tilbage angående deres udpining af befolkningen i Vonsild. Efter
krigen fulgte epidemier af tyfus og pest; Vonsild egnen var en af de hårdest ramte
egne i Danmark, hvad angår pesten, der gjorde et stort indhug i befolkningen. 

Vonsild sogn havde dog nogle fordele fremfor andre dele af kongeriget. Jorden var
god, og bønderne var ikke nær så hårdt plaget af hoveri som bønderne i kongeriget.
Yderligere var bønderne personligt frie, dels selvejere, dels arvefæstere. 

Sociale grupper i Vonsild 
Størstedelen af befolkningen i Vonsild var meget naturligt beskæftiget inden for
landbruget, ligesom det også var tilfældet for resten af Sønderjylland og kongeriget.
Der var gårdmænd, tjenestepiger og karle, daglejere og husmænd med en
tilhørende jordlod. Uden for landbruget stod først og fremmest husmænd, der
udførte et håndværk, det være sig smed, hjulmager, tømrer og lignende. 

Det kan i nogle situationer være vanskeligt at fastslå om en husmandsfamilie
udelukkende tjente sine penge ved at sælge familiens arbejdskraft som daglejere,
ved et håndværk, eller om de også drev et mindre landbrug, der ikke var stort nok
til at blive kaldt en gård. Mange havde flere indtægtskilder. 

Derfor opdeles befolkningen i det følgende kun i to grupper: gårdmands- og
husmandsfamilier. Det skal straks understreges, at man ved en sådan tvedeling af
samfundet i "gårdmænd" og "ikke gårdmænd" på samme tid møder fordele og
ulemper. Gårdmændene udgjorde en velafgrænset og forholdsvis homogen gruppe.
Gruppen af husmandsfamilier var derimod temmelig uhomogen, da der var stor
forskel på levestandarden for en "specialist" som f. eks. en smed sammenlignet
med en daglejer, der rangerede nederst i den sociale pyramide i landsbyen. Udover
smeden var der andre håndværkere i Vonsild, en tømrer, en murer, en skrædder,
en snedker, en hjulmager, en vognmand, og en tækkemand. Det karakteristiske for
disse erhverv var, at det egentlig ikke var svært at etablere sig som håndværker
forudsat at man beherskede håndværket. Smeden var dog en undtagelse, da der til
dette erhverv krævedes en del specialværktøj og et decideret værksted. 

Ud fra nekrologerne er det muligt at komme med en vurdering af levestandarden for
henholdsvis gårdmænd og husmænd, dog kræves der en vis forsigtighed, men
tendensen kan aflæses. Det er tydeligt, at det at have en gård normalt medførte en
højere social stilling end det at være husmand, men dette er en sandhed med visse
modifikationer. Rüde påpeger i flere af nekrologerne, at nogle gårdmandsfamilier
sad hårdt i det og til sidst måtte gå fra gården. I kirkebogen er der også enkelte
eksempler på husmænd, der givet har haft en højere levestandard end mange
gårdmænd. 

Den sociale mobilitet
Undersøgelsen omfatter kun nekrologer for personer, der er fyldt 30 år ved deres
død. Denne aldersgrænse er valgt, da den gennemsnitlige alder ved
førstegangsægteskaber for mænd var 30,9 år og for kvindernes vedkommende 28,5
år. Ved valget af 30-årsgrænsen er der taget forbehold for en vis
etableringsperiode. De afdøde er i det følgende medregnet med den status, de
havde, inden de kom på en eventuel aftægt, og kvindernes status er opgjort som
værende den samme som den, deres mænd havde.

I alt har jeg registreret 125 personer, der nåede de 30 år eller derover. Der er dog
nekrologer, der er knap så fyldestgørende i forhold til de øvrige, men dette skyldes
ikke nogen sondring fra Johannes Rüdes side mellem rig og fattig, men udelukkende
et udtryk for, at Rüde ikke havde kendskab til den afdødes liv og levned. Et godt
eksempel på en sådan person finder man i en nekrolog over en kedelflecker fra
Antwerpen, der var blevet begravet. Nekrologen er på blot 4,5 linjer. Sådanne
nekrologer kan af indlysende grunde ikke anvendes til denne undersøgelse, da der
ikke er nævnt noget om personens sociale arv, altså om han var født på en gård, et
husmandssted eller noget helt tredje. 

Kirkebogen rummer anvendelige oplysninger om 104 personer, 46 mænd og 58
kvinder. Heraf var der 21 mænd og 32 kvinder, der var født i en gårdmandsfamilie,
mens 25 mænd og 26 kvinder var født i husmandsfamilier. De to sociale grupper er
altså næsten lige store. 

Gårdmandsbørnene
Ud af de 21 mænd, der var født på en gård, var der elleve, der selv fik en gård - det
være sig deres fødegård, deres kones gård eller en helt tredie gård. For kvindernes
vedkommende var der 21 af de 32 kvinder, der var født på en gård, som bevarede
deres sociale stilling. Under ét var det dermed godt halvdelen af alle
gårdmandsbørn, der fik en social position som deres forældre. 

De resterende ti mænd og elleve kvinder fra gårdmandshjem formåede altså ikke at
bevare deres sociale position. Samtlige var mobile nedad, dvs. at de blev husmænd,
nogle med et håndværk og andre som daglejere. Den vigtigste forklaring på dette
er, at der ikke var gårde nok til alle gårdmandsbørn. Men det skal bemærkes, at
også børn fra husmandsfamilier kunne overtage en gård, hvormed antallet af
potentielle gårde til gårdmandsbørnene skrumpede yderligere ind. 

Ud af de 21 gårdmandsbørn, som oplevede social nedgang, var der nogle stykker,
der faldt helt uden for kategorierne og måtte ud med tiggerstaven. Også her kunne
der være flere forskellige årsager, bl. a. sygdom, der gjorde én uarbejdsdygtig, eller
en brand, der kunne få katastrofale følger for en familie. 

Husmandsbørnene 
Undersøgelsen omfatter 25 mænd og 26 kvinder, der var født ind i husmands-
standen. Af de 25 mænd forblev de 23 i standen, mens kun to var mobile opad og
dermed erhvervede sig en gård. Ud af de 26 kvinder var der 23, der blev i standen,
og tre, der nåede op i gårdmandsstanden. Årsagerne til denne lave andel kan være
mange. For at der kunne blive tale om en mobil opadstigen, skulle muligheden for
at få en gård være tilstede, da dette var eneste reelle mulighed for at bevæge sig
opad. Da gårdmandsstanden stort set var selvrekrutterende, dvs. at størstedelen af
nye gårdmænd var født af gårdmandsfamilier, var dette endda særdeles vanskeligt. 

Mobilitet og stilstand 
For mange var landbosamfundet et mobilt samfund i social henseende. Det dækker
imidlertid helt overvejende over, at mange gårdmandsbørn gled ned i
husmandsstanden. Enkelte husmandsbørn kom op i gårdmandsstanden, men det
var få. Det er værd at bemærke, at landbosamfundet var mest mobilt for
kvindernes vedkommende, da 27 % af kvinderne var mobile, enten op eller ned,
mens det samme tal for mændene var 22%.

  

Startside ] Om Projektet ] Indhold ] Kirkebøger ] Folketællinger ] Andre Kilder ] Redaktion ] Forslag ] Links ]