De (u)gifte

Startside Op


Gift eller ugift - 
Landbokvindernes liv i 1600-tallet

af Mette Østerberg, 
Sønderjysk Månedsskrift 1996 nr. 12, s. 330-334

Landbokvindens fremtid var bl. a. stærkt afhængig af, hvorvidt kvinden giftede sig.
Historiestuderende Mette Østergaard har set på kvindeskæbnerne i Vonsild kirkebog
og de muligheder eller mangel på samme, som kirkebogen afspejler.
 

Landbosamfundet i det 17. århundrede var langtfra homogent. Hvorledes livet
formede sig for den enkelte hang i høj grad sammen med, hvor man befandt sig på
den sociale rangstige. For landbokvindernes vedkommende var fremtiden afhængig
af giftermål eller ej. Ægteskabet i sig selv garanterede ikke et bedre liv, men det var
eneste mulighed, hvis man som kvinde ville undgå et liv som tjenestepige,
væverske eller tiggerske. Det er det billede, som tegner sig, når man gennemgår
præsten Johannes Rüdes unikke levnedsbeskrivelser - udformet som nekrologer,
beregnet til at læses op ved begravelser - i "Vonsild Kirkebog 1685 -1708".
Kirkebogens oplysninger danner sammen med "Vonsild-Dalby tillysningsbog 1678-
1683" grundlaget for en beskrivelse af kvindernes liv som gifte eller ugifte i Vonsild
i 1600-tallet. Tillysningsbogen er ligeledes Johannes Rüdes værk. Den indeholder de
oplysninger, som Rüde læste op for menigheden hver søndag fra prædikestolen.
Datidens mundtlige "lokalavis" kunne man kalde informationerne, som spændte fra
efterlysninger af bortkomne grise over kalenderoplysninger til moralske
formaninger. 

De ugifte kvinder 
Ægteskabet var for begge køn en økonomisk og social nødvendighed, men det
gjaldt især for kvinderne, at giftermålet var direkte udslagsgivende for deres
indplacering på den sociale skala. Tendensen var da også, at langt de fleste kvinder
blev gift, men flertallet af kvinderne levede en stor del af deres liv som ugifte. 

Karakteristisk for de syv (10%) kvinder, der gik livet igennem uden at blive gift, var
de alle kommet af fattige kår og heller ikke senere i livet kom til at opleve nogen
form for velstand, da de alle måtte ernære sig som tjenestepiger. En fællesnævner
for tre af de ugifte kvinder er desuden, at de har fået et eller flere uægte børn. Det
forklarer dog ikke, at de aldrig blev gift, da andre kvinder i samme situation senere
blev gift, men det tegner et billede af livet på samfundets bund. Dette afspejles bl.
a. i dødeligheden blandt de uægte børn. Af de 22 uægte børn, som blev døbt i
Vonsild mellem 1685 og 1708, døde de elleve, inden de var fyldt et år. Tallene viser
altså en dødelighedsprocent på 50, som skal ses i forhold til, at ca. 25% af samtlige
børn døde inden for det første leveår. Dødeligheden hos de uægte børn kan dog
meget vel have været større, da vi kun kender tallene for de kvinder, som blev i
sognet. 

De ugifte mødre førte ofte et omflakkende liv. Hvorledes et sådant vagabonderende
liv med et barn på armen var, giver Rüde et par glimt af i kirkebogen. I 1697 gav
Rüde udtryk for tvivl om, hvorvidt den fremmede Else Hansdatters barn, som var
født i Jesper Clausens gård, virkelig var ægte, sådan som hun angav: "Om det
fortalte er sandt vil Gud vide, moderen gav ikke selv den lille pige bryst, men
ernærede det med kogt vand med smagsstof og sukker. Hun rejste bort i en
tohjulet vogn den 2. februar". Godt to år senere indførte han i kirkebogen, at en
fremmed kvinde havde lagt sit barn fra sig ved kirken, men at Jes Degn havde fået
hende til at tage det med sig, blot for at hun nogle dage senere kunne efterlade
barnet ved Lejrskov kirke. 

Det var ikke alene ugifte kvinder, som førte et omvandrende liv i dyb fattigdom. F.
eks. fødte en soldaterkvinde sit barn i Vonsild i 1699, mens hendes mand var i
København. Allerede 14 dage senere holdt hun sin kirkegang, "thi hun af Hunger
ikke kunne længere sidde inde". 

Så længe kvinderne flakkede omkring, var deres eneste mulighed for at få til dagen
og vejen formentlig at tigge. Hvor gavmilde sognebørnene var, når kvinderne kom
og bad om almisser, har vi ingen oplysninger om. De gentagne bønner fra Rüde til
menigheden om at give til en fattig person tyder dog på, at det var gængs praksis. I
kirkebogen findes der flere eksempler på kvinder, som blev forsørget i flere år ved
sognets hjælp, f. eks. Mette Thomasdatter, som på sine gamle dage af de
"veldædige Sogne Hustruer fik tid efter anden synderlig mod Højtiderne hendes
Underholdning". Uanset, at man tog sig af disse fattige kvinder, kunne de nok ikke
forvente sig et liv, som hævede sig ret meget over eksistensminimummet. 

Det kvindelige arbejdsmarked 
Tiggerstaven var dog langt fra den eneste mulighed, som enlige kvinder havde for
at ernære sig - men snarere den sidste. De tidligere nævnte syv ugifte kvinder var
alle tjenestepiger størstedelen af deres liv, men at komme ud at tjene var ikke
usædvanligt. De fleste tjente i en længere eller kortere periode af deres liv.
Forskellen bestod i, om dette erhverv var et stadium på livets vej, måske en slags
forberedende øvelse til den dag, man fik sin egen husholdning, eller om det var et
livslang lod. 

Kvinderne havde dog også andre muligheder, håndværk som vævning, knipling og
syning og erhverv som jordemoder, amme eller måske ligefrem prostitueret. Et
håndværk lærte langtfra alle kvinder. Vævning var tilsyneladende en mulighed, som
stod åben for de fleste; både gårdmandsdatteren og landbolskonen findes blandt de
vævende. Ingen af dem synes at have hørt til blandt de bedst stillede. Måske var
det også snarere en nødløsning end et privilegium at få lov til at væve. Det var f.
eks. først, da Maren Jensdatter blev skadet under markarbejdet, at hun blev væver-
ske. I forhold til de kvinder, som lærte at kniple, sy eller begge dele, fornemmer
man en social gradsforskel. Det er meget muligt, at denne sociale forskel hang
sammen med, at det at kniple eller sy krævede mere uddannelse. I hvert fald er det
påfaldende, at flere af disse kvinder kom på kniple- eller syskole, hvilket
sandsynligvis fordrede flere ressourcer af familien; væverskerne vævede "bare". 

Mens det var typisk for væverskerne, at de fæstede et rum, hvor de kunne væve,
havde kniplerskerne og syerskerne plads på f. eks. en præstegård for at lære deres
kundskaber fra sig. De havde dermed en position, som sandsynligvis ikke adskilte
sig meget fra en tjenestepiges. Det har ikke været muligt præcist at finde ud af,
hvilket økonomisk udbytte, kvinderne kunne forvente sig af deres håndværk, men
det har højst sandsynligt været yderst beskedent. 

Lene Ebbesdatter er den eneste jordemoder, som er biograferet i kirkebogen. Hun
var tilsyneladende ikke nogen speciel kvinde, men hendes erhverv kunne ikke
bestrides af hvem som helst. Uddannelsen var erfaringen, og Lene havde fire fødsler
og 24 års ægteskab bag sig, da hun startede sin karriere. At blive jordemoder var
altså ikke muligt for enhver kvinde, men noget man sandsynligvis først blev, når
man som Lene var blevet enke. 

Amme kunne enhver kvinde til gengæld blive, hvis mælken løb i hendes bryster. Så
det krævede, at hun lige havde født og var villig til at forlade sit eget barn. Der er
da også kun tre ammer i kirkebogen, og for dem alle hænger det sammen med dyb
fattigdom. 

Måske blev det også en udvej for nogle af kvinderne at lade sig prostituere, men i
kilderne fra Vonsild nævnes der intet herom. Karen Mortensdatter kan muligvis have
været en af dem. Ifølge sin egen beretning blev hun allerede trolovet som 20-årig,
men desværre døde den udkårne inden giftermålet - og efter at have gjort hende
gravid. Hun blev aldrig siden gift, men fik alligevel tre børn mere. Nekrologen over
hende er på ingen måde fordømmende og oplyser i øvrigt ikke noget om de tre
sidste uægte børn. Disse oplysninger får vi til gengæld i det første barns nekrolog
sammen med en bemærkning om, at "hvad som plantes af Horeri, det skal ikke
dybt rodfæstes og ej sætte fast Grund" - usædvanligt hårde ord fra Rüde. Der er
dog mange løse ender vedrørende dette fænomen. Det vides ikke, hvor udbredt
prostitution var, hvilke økonomiske muligheder det gav, eller hvorledes det blev
praktiseret. Hvis et uægte barn eller flere kunne være et tegn på prostitution, må vi
nok forvente at finde disse kvinder blandt landbosamfundets fattigste. 

De gifte kvinder 
Som tidligere nævnt blev næsten alle kvinder gift og en del endda flere gange.
Giftermålet var et afgørende brud med kvindernes hidtidige liv og begyndelsen på
en æra, som måske nok bød på en vis økonomisk sikkerhed, men som sikkert ikke
var mindre slidsom. En ny dimension i kvindernes liv var de mange børnefødsler,
som utvivlsomt har sat sine grænser for deres udfoldelsesmuligheder. Det er da
også kun hos de virkelig fattige familier, at man i kirkebogen støder på
udearbejdende gifte kvinder. Livsmønstret var omtrent det samme for de gifte
kvinder, men der var stor forskel på deres økonomiske vilkår. 

De gifte kvinder kan lidt groft opdeles i to kategorier; dels de kvinder, som ikke var
gårdmandskoner (som i det følgende vil blive slået sammen under betegnelsen
landbolskoner), dels de, som var gårdmandskoner, med det forbehold, at de
økonomiske forhold varierede utroligt inden for begge kategorier. 

Landbolskonerne 
De fleste nekrologer, som er skrevet over landbolskonerne (husmandskonerne), er
meget tavse om de økonomiske omstændigheder, hvilket gør det svært at få et
præcist overblik over de økonomiske "muligheder", man havde som landbolskone. I
mange af tilfældene får vi dog oplyst, at mændene bedrev et håndværk, som
formodentlig har været familiens hovedindtægtskilde. Det gælder f. eks. Mette
Pedersdatter, som var gift med Thomas Pottemager, der endte sine dage som en
fattig mand i 1708. Det oplyses ikke, hvorledes det stod til i hans velmagtsdage,
hvis han overhovedet havde nogle, for allerede i 1682 står han omtalt som fattig i
tillysningsbogen. 

Blandt de absolut fattigste i kirkebogen er hyrdekonen Inger Christensdatter, der
sammen med sin mand, Jens Terkelsen, levede som inderste. Han vogtede næsten
lige til sit endeligt sognets kreaturer, for hvilket han i hvert fald tidligere havde fået
"omgangs Kost oc Natteleje". Hvad han fik, efter at han blev inderste, vides ikke,
men det har næppe været mere, for han frøs ihjel på sin tiggerrute i 1699. Dette
eksempel er faktisk enestående i kirkebogen, fordi det giver en mulighed for at
vurdere den fattiges økonomiske tilstand gennem hele Ægteskabet. Ellers er det
hovedsageligt i forbindelse med specielle omstændigheder som f.eks. alderdom eller
krig, at fattigdommen kommer til udtryk i nekrologerne. Hvorledes det adskiller sig
fra det liv, som gik forud, fortælles ikke. 

I den anden ende af den sociale skala af landbolskoner møder man f. eks.
Margrethe Paulsdatter, som var gift med Jep Nissen Smed. Hun blev gift allerede
som 21-årig i 1660 efter Karl Gustav-krigenes afslutning. Syv år efter byggede hun
sammen med sin mand et smedehus i Vonsild, hvilket tyder på, at deres
økonomiske situation ikke var så ringe. Margrethe Paulsdatter fik otte børn, hvoraf
de syv overlevede hende, hvilket var temmelig usædvanligt! Dette "sundheds-
tegn" tyder på et vist niveau af velstand, hvilket støttes af Rüdes beskrivelse af
Margrethe og Jep som "sunde oc stærke Ægtefolk" og optegnelsen om Jep Nissens
handling på sit dødsleje: "Hand (gav) vel rå ud til sin Hustru med alting i Huset at
beskikke" - der var noget at beskikke. Man må dog tage det forbehold, at de
økonomiske vilkår kun antydes, men afstanden til Inger Christensdatter er ikke til at
tage fejl af. 

Gårdmandskonerne 
Tilhørsforholdet til den rigeste gruppe, gårdmandsstanden, var i økonomisk
henseende et spørgsmål om at eje eller fæste en vis mængde jord, men der kunne
være betydelig forskel mellem de mindrebemidlede og bedrestillede gårdmænd. Der
er talrige eksempler på gårdmandsfamilier, hvor det gik økonomisk dårligt, uden at
man kan udlede, at det var en permanent tilstand. Noget tyder snarere på, at der
var tale om en vekslen mellem gode og dårlige tider for den enkelte gård - f. eks.
blev gården, som tilhørte Niels Jørgensen, 1669-1675, kørt fuldstændig i sænk
under hans efterfølger Jørgen Rasmussen, 1676-1696, for atter at blive bragt på
fode under Niels Henriksen. Man kan dog fastslå, at til trods for de videre rammer,
gårdmandsfamilierne havde i forhold til de "almindelige" landbolsmænd, så havde
gårdmandsfamilierne en meget sårbar økonomi, som hurtigt kunne undermineres,
hvis f. eks. høsten slog fejl, eller der kom kvægsyge. 

Havde man en gård på en rimelig størrelse og i øvrigt gik nogenlunde fri af de
værste faldgruber, så kunne man tilsyneladende føre et nogenlunde ubekymret liv.
Dette var formentlig tilfældet for Maria Jespersdatter og Niels Henrichsen. Hvor
andre førte en kamp for at få det daglige brød, nåede det økonomiske niveau nok
aldrig ned på overlevelsesstadiet for Maria, "(t)hi Gud hende i alle Kroge i Huset
velsignet". 

Afslutning 
Det er ikke muligt at tegne et simpelt billede af et typisk kvindeligt livsforløb, da en
lang række faktorer havde indflydelse på kvindernes liv. I det foregående er der
hovedsageligt blevet fokuseret på en udslagsgivende begivenhed, nemlig brylluppet.
Andre faktorer greb imidlertid også regulerende ind, bl. a. kvindernes sociale ophav,
samfundets normer og ikke mindst uforudsete hændelser som f. eks. krig, brand og
sygdom. Det falder desværre uden for rammerne af denne artikel at forfølge alle
disse emner.

  

Startside ] Om Projektet ] Indhold ] Kirkebøger ] Folketællinger ] Andre Kilder ] Redaktion ] Forslag ] Links ]