De gamle

Startside Op


Menneskeskæbner fra 1600-tallets Vonsild
- hvad de ældste fortalte pastor Rüde om deres liv i en urolig tid

af Hans H. Worsøe, 
Koldingbogen 1991, sider 55-67

Mandag den 23. februar 1685 gav pastor Hans Rüde gamle Maren Madsdatter og
hendes mand og husbond Nis Christensen den sidste nadver hjemme i deres bolig i
Vonsild "hun på sengen, han ved bordet siddende", som præsten noterede i
kirkebogen. 

Der var tale om 2 af sognets ældste beboere, idet hun var født i 1606, han i 1609.
Begge var svagelige, og i begyndelsen af foråret døde de da også, hun i slutningen
af april, han i begyndelsen af maj. Som man ofte ser det i ældre tid, havde vinteren
tæret så hårdt på kræfterne, at de gamle folk ikke klarede foråret. Men inden da
havde de nået udførligt at berette om deres liv til præsten. 

I perioden 1685-1706 er det gennem pastor Hans Rüdes omhyggeligt nedskrevne
nekrologer i Vonsild kirkebog muligt at komme tæt ind på befolkningen, dens
sammensætning og de enkelte mennesker. Gennem de her fortalte
menneskeskæbner far man desuden et undertiden ganske detaljeret billede af tiden.
De ældste beboere havde gennemlevet en af de mest dramatiske perioder i landets
historie, hvor Danmark som stat var nær ved sin udslettelse, og hvor befolkningen i
store dele af Jylland selv var nær ved at blive udryddet på grund af krig og pest.
Værst af alt var tilsyneladende de polske hjælpetroppers hensynsløshed. I mange
tilfælde blev byerne tilflugtssted for flygtningene fra de hærgede og afbrændte
landdistrikter, og som sådan fungerede også Kolding. Der er 3 perioder, der igen og
igen vender tilbage i beretningerne: Kejserkrigen 1627-29 (Da kejserens folk var i
landet), Torstenssonkrigen 1643-45 (Den første svenske tid) og Carl Gustav-krigene
1658-60 (Den sidste svenske tid) med de polske hjælpetroppers hærgen 1658 og
den derpå efterfølgende pestepidemi i 1659. De folk, der blev gamle i Vonsild sidst i
1600-tallet, havde alle set døden i øjnene og mistet nogle nærtstående slægtninge.
At de selv havde overlevet var i mange tilfælde nærmest en tilfældighed, og det har
givetvis præget dem. 

Under polakkernes plyndringer og pestens hærgen døde så mange af beboerne i
Vonsild, at der efter freden måtte en omfattende tilflytning til for at få gårdene
befolket og byen bragt på fode. Det var unge folk, der flyttede til, folk, der var født i
1630rne og 1640rne. Dette sammenholdt med dødens høst blandt den ældre del af
den oprindelige befolkning gav en skæv aldersfordeling i sognet. Da det nøjagtige
befolkningstal kun lader sig udregne ved indgående undersøgelser af bl.a.
altergangslisterne, skal der ikke opstilles nogen procentberegning, men blot
konstateres, at der i forhold til det, vi kender i dag - og også i forhold til 1600-
tallets "normalsamfund" - var mange yngre og få gamle. Den kortere
gennemsnitlige levealder trak ikke så meget i den retning, som man skulle tro, idet
det var den høje børnedødelighed, der i afgørende grad trak
gennemsnitslevealderen nedad. 

Selve begrebet "gammel" er også relativt, og der kan ikke være tvivl om, at man
dengang tidligere blev betegnet som gammel, end vi ville gøre det i dag. I
indbyggerfortegnelsen fra ca. 1685 findes der således en liste over "De ældgamle
kvinder, deres navne og alder". Det drejer sig om 4 personer, hvis alder var mellem
55 og 74 år! De to ældste, Lene Jørgens og Maren Jacobs, der var født henholdsvis
1615 og 1611, vil vi stifte nærmere bekendtskab med nedenfor, under navnene
Lene Ebbesdatter og Maren Laursdatter, idet jeg til denne undersøgelse har udvalgt
alle, der ved fortegnelsens anlæggelse var fyldt 67 år. Dette passer sammen med,
at de yngstes fødselsår dermed bliver 1618, året for 30-årskrigens udbrud og
således begyndelsen til de mange trængsler. 

Den følgende skildring kommer dermed til at omfatte 16 personer, idet der i Vonsild
i 1685 var i alt 12 kvinder og 4 mænd, der var født 1618 eller tidligere. Kvindernes
alder fordeler sig jævnt fra 79 til 67 år, altså med fødeår mellem 1606 og 1618,
medens de 4 mænd var henholdsvis 78, 76, 70 og 67 år gamle, altså født 1607,
1609, 1615 og 1618. Ægteskabeligt fordeler de sig med 2 ægtepar, 2 ældre mænd
gift med yngre koner (henholdsvis 2. og 3. ægteskab) samt 9 enker. Kombinationen
ældre kvinde gift med yngre mand forekommer kun een gang. Det kan for flertallet
af enkernes vedkommende forklares ved, at de ved enkestandens indtræden var så
forarmede, at de ikke udgjorde noget økonomisk tillokkende parti og samtidig havde
nået eller nærmede sig den alder, hvor de ikke længere kunne forventes at ville få
børn.

De her omtalte 16 personer døde alle inden for de næste 13 år, og det må anses for
usandsynligt, at der har været yderligere gamle folk i Vonsild i 1685, som
overlevede pastor Rüde, og som dermed kan forrykke antallet. Derimod kan der
have været enkelte ældre, som i løbet af perioden flyttede bort. Som det vil fremgå
af det følgende, var det nemlig ikke alle ældre, der var bofaste. 

Hvis man tager hele perioden, der dækkes af pastor Rüdes kirkebog under et, var
der 15 mænd, der nåede at blive 67 år eller derover, men ingen rundede de 80. For
kvindernes vedkommende er det samlede antal 29, altså næsten det dobbelte, og af
disse nåede de 9 at passere de 80 år. Gennemsnitslevealderen for de 16 personer,
der er født 1618 eller før, blev for mændenes vedkommende 76, for kvindernes 81.
Da der som nævnt var flere kvinder end mænd, giver det et samlet gennemsnit på
79,9 år. 

Ældst af alle blev Maren Laursdatter, født 1614 død 1703, som ved sin død havde
levet "13 uger i hendes halvfemsindstyvende år". Der er næsten noget symbolsk i
dette, idet hun på mange måder personificerede det gamle Vonsild, tiden og
slægterne fra før krigene og ødelæggelserne satte ind. Hun var dog ikke nogen helt
almindelig bondekone, og hun hørte til den gruppe, som af præsten omtaltes som
matronerne, i dette tilfalde "den dydefulde, bedagede matrone, ærlig-from,
gudfrygtig og nu salige Maren Laursdatter, salige Peder Paulsens efterladte enke".
Til hendes levnedsberetning hørte også hendes fortælling om familien, og vi får der
et godt indtryk af, hvorledes bønder, degne, præster og købstadsbeboere var
knyttet sammen med slægtskabsbånd. Hendes fader Laurs Matthsen havde været
degn i Vonsild og Dalby sogne og var selv ud af en søskendeflok på 14 fra Vonsild
præstegård. På mødrene side nedstammede faderen fra den første evangeliske
præst i Vonsild, Anthonius Brand(e). Trods den store børnedødelighed var kun 3 af
søskendeflokken i præstegården døde som spæde, medens ni nåede voksenalderen
og selv blev forældre. Ældst var Anthon Matzen, der blev præst i Vonsild, og hvis
søn og sønnesøn fik skæbnefællesskab, idet de begge blev præster i deres fødesogn
og begge døde i tiden 1658-59. Pastor Rüde afløste den yngste og giftede sig med
hans enke. En anden broder, Jens Matzen, blev præst i Stenderup. To af brødrene,
Iver og David kom til Kolding, hvor også søsteren Maren blev gift. Med sin mand,
rådmand Otto Gregersen, blev hun moder til byens senere borgmester, tolder
Gregers Ottosen, og til Anthon Outesen i Vestergade i Kolding. Blandt de øvrige
søskende blev en søster gift ind på den store gård Varmark, en med herredsfoged
Peder Pedersen på Strårup, en i Vonsild og en i Stenderup.

Laurs Matthsen, den salig afdødes fader, berettede hun, blev sat i den latinske skole
i Kolding og var i huset hos sin faster Maren. Her blev han imidlertid smittet med en
alvorlig sygdom, hvoraf to børn og en amme i huset døde. Efter godtfolks råd blev
han for at komme sig sendt til Carlsbad i Bøhmen "et varmt, sydende bad for at han
kunne bruge samme vand og indtage visse dele deraf og svede og bade sig i det".
Han blev så rask, at han kom hjem igen og overtog degneembedet, efter at hans 
broder, sognepræsten, havde overtalt (!) den hidtidige degn til at opgive det. Han
blev gift med Maren Nielsdatter Brun, hvis moder var præstedatter fra Føns, og hvis
fader Nis Hansen Brun havde lagt træloftet i den gamle, nu nedrevne, kirke i
Vonsild, hvor hans navnetræk stod sammen med kirkeværgernes. Brylluppet stod
1613, og Maren blev født som den ældste af 6 børn. 

Hele sin barndom og ungdom var hun hjemme, hvor hun lærte både at sy og
spinde, og i 1639 blev hun gift med Peder Paulsen fra Frørup, som hun fik to døtre
med. Om deres liv skriver præsten videre. "Med hendes mand har hun levet og
fristet 2 svære krigstider og set vor by uddød og ganske forarmet af den svenske
tid, hvor hun og hendes mand antog deres gård igen øde og købte den med dyrt
mon endda" (dvs. med store omkostninger). I 1668 blev datteren gift med Albert
Petersen, som de tog ind på gården. Han måtte imidlertid gøre krigstjeneste for sin
gård i det holstenske nationalregiment, og i 1678 omkom han, formentlig ved en
vådeskudsulykke, på Sjælland. Datteren sad enke 4 år på gården, men blev på ny
gift 1682 og hele tiden havde hendes forældre boet på gården, og det fortsatte de
med, indtil de døde: han i 1684, hun 19 år senere. Datteren får det skudsmål, at
hun havde plejet og tjent sin moder med al datterlig huld og trofasthed, så hun ikke
havde vidst af nogen nød eller trang at sige. 

Selv om Maren Laursdatters liv ikke har savnet dramatiske tildragelser og
naturligvis er blevet præget af de turbulente tider, vidner dette levnedsløb dog også
om, at man godt kunne få et harmonisk livsforløb, i det mindste, når man tilhørte
de øvre sociale lag. 

I begyndelsen af artiklen blev ægteparret Maren Madsdatter og Nis Christensen
nævnt. Også disse var oprindeligt hjemmehørende i Vonsild, hvor de var født
henholdsvis 1606 og 1609. Måske hører også deres overlevelse sammen med, at de
også var placeret i den solide ende af gårdmandsstanden og i et miljø, hvor man
kunne og var indstillet på at hjælpe hinanden bl.a. med bofællesskab. Som værende
født i juli måned, tre uger før Olai dag 1606 var hun i 1685 Vonsilds ældste beboer.
Hendes far havde tjent på en af byens større gårde i 5 år, da manden døde, og han
drog ind til enken, der sad med tre børn. Sammen fik de kun denne ene datter, og
da hendes moder døde 1613, opdrog hendes halvsøskende hende i moders sted.
Hun boede på gården til hun som 31-årig blev gift med Nis Christensen og fik egen
husholdning. Efter nogle års forløb bad de tre halvsøskende dem imidlertid om at
flytte tilbage "og de var sammen i god fortrolig og fredelig omgængelse indtil den
første svenske tid (Torstenssonkrigen), da de døde anno 1644 alle indenfor 9 uger".
Og - føjer præsten til - søsteren kan ikke noksom roses af hendes forstandighed og
fromhed, der elskede og var god ved Johanne Nisdatter (det er Nis Christensens og
Maren Madsdatters datter) - mere end en moder kunne være. 

Om livet på gården i de følgende år hedder det i Nis Christensens levnedsløb. "Den
salige mand har ikke ædt sit brød i band(lysning), men udi sit ansigts sved ernæret
sig ærligt og vel, udstod to hårde fjendetider og kom i den sidste fra al hans
timelige velfærd, tog alting på barel (fra bar bund) efter polakkerne og hjalp sig
meget kummerligt indtil de fik noget af pløje med og at så". I polakkernes tid havde
de måttet drage fra hus og hjem til Kolding, og da de kom tilbage efter freden,
hedder det om den da 19-årige datter, Johanne, at hun som den ældste stræbte af
al magt, så de fik en ko og to heste. Fra omkring 1654 og tre år frem havde de haft
en karl på gården, som hed Jens Sørensen. Han var draget vest på for at klare sig
og tjente nu hos borgmester Anders Svane i Ribe. Han må have efterladt sig et godt
indtryk, for "da folket her i byen kom til gårdene igen, da overlagde Maren Nisses
det med hendes mand, hvorledes Jens Sørensen havde tjent dem før fjendetiden,
og havde opført sig from, tro og stille, og da de havde deres datter Johanne, som
var blevet voksen, blev det lagt i hånd med Gud og deres venner, at han kom hjem
til Vonsild 1663 ved påsketid". De blev trolovede til pinse og gift den 29. oktober.
Om brylluppet hedder det, at det stod "udi en køn hæderlighed, som da var noget
nyt og sært den tid i vores menighed". Er det det første af de store
bondebryllupper, der senere blev så karakteristiske for de velstående gårdfolk der
her nævnes i Vonsild 1663? 

Fra da af gik det fremad, "og Gud begyndte straks at velsigne deres næring, så de
var blandt de bedste i formue i denne menighed. De holdt et skikkeligt hus, forligtes
vel, og de samlede alle, og ingen adspredte dem det". Om deres to overlevende
døtre, deriblandt Johanne, som de boede hos, hedder det, at de viste datterlig
ærbødighed. De to gamle folk døde med ganske kort mellemrum. Hun blev begravet
26. april 1685, og han døde 8 dage efter hendes lig var blevet ført ud af gården.
Han fik det skudsmål af præsten, at han havde fredet marken som en ærlig grande
og nabo - hvad man ikke altid kan sige om andre! - og var med sit eget fornøjet. 

Også det andet gamle ægtepar Michel Sørensen og Karen Nielsdatter, der var født
henholdsvis 1607 og 1610, døde med ret kort tids mellemrum, hun i september
1686, han i februar året efter. Ingen af dem var født i Vonsild, men begge i den
nærmeste omegn af Kolding: han i Stenderup og hun i Almind. Deres veje krydsede
hinanden i Kolding, hvor de blev gift i 1638, og først efter krigstiden flyttede de til
Vonsild. Af deres 5 børn døde 2 som små, en datter døde i København, endnu en
datter var gift der med den franske underhofkok, Anthonie Gavantie, medens den
yngste datter, Maren, havde tjent rundt omkring, men kom til Vonsild, da moderen
blev syg, og plejede hende og også senere faderen. 

Medens Hans Rüde ikke skriver meget om Karen Nielsdatter, kan vi i store træk
følge Michel Sørensen gennem hele livet. Dette skyldes ikke mindst, at præsten
begår diskretionsbrud ved at indføre hans betroelser under skriftemålet i kirkebogen
- ganske vist på latin, men alligevel. Den gamle mand, der var sengeliggende sine
sidste 1½ år, var nemlig plaget af samvittighedskval og frygtede, at han var blevet
ramt af en bandstråle fra ejeren af en hest, som han engang i sin ungdom havde
tilegnet sig uretmæssigt og solgt.

Michel Sørensen var som nævnt født i 1607 i Stenderup, Efter at have været ude at
tjene nogle år kom han 2 år i skole i Kolding hos Michel Regnemester, hvor han
lærte at skrive og regne. De næste 20 år ernærede han sig ved at rejse med handel
til Danzig og Königsberg, først for andre og sidst for sig selv, efter at han i 1638 var
blevet gift. Indtil polaktiden boede han i Kolding, hvor han havde sit gode
udkomme. Efter nogle år at have boet i Strandhuse kom de til Vonsild, hvor han tog
tjeneste forskellige steder. Da han var 73 år gammel, i 1680, var han ude for et
røverisk overfald, som han aldrig helt kom over, og det sidste halvandet år lå han i
sengen, således at de måtte leve af, hvad fromme mennesker sendte dem.
Overfaldet i 1680 fandt sted i maj måned i Tyrstrup, idet to ryttere udplyndrede
ham indtil den bare skjorte, slog ham med deres karabiner i livet og i hovedet, indtil
det var "ganske knust og slået fordærvet". Desuden "drog de ham på et ømt sted
på hans legeme" og fratog ham 24 skilling fiskepenge. Sidstnævnte kunne tyde på,
at han ernærede sig ved at gå omkring og sælge fisk. Efter overfaldet blev han
synet af præsten i Tyrstrup, og seks dage senere kunne han transporteres hjem,
hvor han lå med mange smerter. Læge eller bartskærer har man tilsyneladende ikke
ladet hente. Pastor Rüde læste den sædvanlige forbøn for ham fra prædikestolen og
sluttede med: "Bevar Guds børn, i hvor de i disse onde tider færdes for sligt
modvilligt overfald, på det vi må have fred i fredstid for vore egne, og ikke frygte
for dem som for fjenderne. Amen".

At det stadig var farligt at færdes, fremgår af, at byens skoleholder, Hans Schrøling,
i april samme år blev overfaldet på "Raunbjerg vej" og mistede sin pistol, som han
som gammel militærmand tilsyneladende stadig færdedes med på sig, og at der i
juni 1683 var blevet holdt forbøn for Hans Paulsen i Rebæk "der endnu er såre svag
af de hug, en rytter har slagen ham i marken". 

Med det her omtalte ægtepar har vi faet et indblik i livsvilkårene udenfor
gårdrnandsstanden, hvor man ikke i samme grad havde familien og jorden at falde
tilbage på, selvom der dog var en datter i nærheden, der kunne træde til, da det
kneb mest til sidst. 

Ud over de allerede nævnte gamle mænd var der yderligere to i Vonsild: Paul
Sørensen f. 1615 og Jacob Jessen f. 1618. Sidstnævnte var født i Store Vi ved
Flensborg. Her boede han i 25 år med sin første hustru, men da han blev
enkemand, drog han til Åstrup ved Haderslev, hvor han traf Cæcil Mogensdatter fra
Errested, der var enke efter at have mistet sin mand og sine 4 børn under krigene.
De blev gift 1663. De boede i halvandet år i et hus ved gården Gymoes, 3 år i
Sjølund og kom 1668 til Vonsild, hvor de på skift boede 5-6 forskellige steder, indtil
de i 1683 fik til huse i Jørgen Rasmussens landboelshus. Da hun døde i 1686 "kunne
han ikke ene hjælpe sig længe, men måtte gribe 3. gang til den hellige ægtestand".
Han var da 68. Trolovelsen fandt sted 9. januar 1687, fem uger efter hustruens
begravelse, så der synes virkelig at have været behov for hjælp. Han levede dog
endnu 7 år, idet han døde 1694 og blev overlevet af enken Karen Christensdatter,
hvis alder ikke kendes. 

Poul Sørensen var født i Seest 1615 på en gård, som en broder senere overtog efter
at først faderen var død 1621 og senere stedfaderen under svenskekrigene 1645.
Han gik hjemme, havde selv "sæd og kornsalg" og handlede lidt med stude.
Imidlertid havde han overset en forordning, der forbød bønderkarle at handle med
stude på egen hånd, så han fik to stude konfiskeret på Haderslev marked. Da han
måtte købe dem tilbage efter vurderingen, led han stort tab og ernærede sig
derefter sammen med en anden som hustømrer og tækkemand. Siden blev han
udskrevet til soldat, måtte vandre med staven i hånden til Krempe, hvor han fik sit
gevær, men efter kun 2 måneder i Rendsborg og Glückstad blev han sendt hjem.
Han fortsatte med arbejde som tidligere og blev i Dalby viet til en pige fra
Skærbæk, der havde været gift i Norge, men nu var enke. Sammen slog de sig ned
i Frederiksodde (Fredericia), hvor de ernærede sig med ølbryggen og
brændevinsbrænden. Der boede de til byen blev erobret og afbrændt. Så slog de sig
ned i Brogade i Kolding, hvor hun døde under polakkernes tid. Han tog hjem til
Seest, hvor han i 1662 blev gift med Mette Hansdatter, der selv havde mistet sin
mand og begge sine børn under polakkerne. 

Under normale omstændigheder ville Mette Hansdatter formentlig have levet et liv
under trygge forhold. Hun var født 1626 i Skanderup sogn og faderen var
sandemand i Anst herred. Hun blev sat i skole i Kolding 1 år, hvor hun lærte at
læse, og et halvt år i syskole. Derefter tjente hun 2 år hos husfoged og fiskemester
Jacob Froms hustru i Kolding. 1645 kom hun til Køge, hvor hun bl.a. tjente hos
borgmesteren og hos fru Rise Grubbe Hans Lindenows enke. Hun skaffede hende
plads på herregården Vrå i Vendsyssel i 5 år. Ide Lindenow på Vrå var "betænkt at
ville have forskaffet hende med en ung kapellan et præsteligt stykke brød", altså
have hende gift med en præst. Imidlertid døde hendes far i 1656, og hun måtte
tage hjem og gifte sig med Hans Sørensen, der så overtog fødegården. Som nævnt
døde både mand og barn fra hende i polakkernes tid, da de måtte flygte til Kolding,
og hun ægtede 1661 Poul Sørensen, som hun fik 4 sønner med. 

Poul Sørensen og Mette Hansdatter boede 3 år i Seest og overtog fra midsommer
1665 en gård i Vonsild, som de atter afstod i 1667. Han var da 52 år, men det faldt
ham svært "i hans tiltagende alderdom" at besidde gården med skatters og
landgilders udredelse, ligeledes med folkeløn, plov- og vogntøj at holde ved magt og
at opdrætte kvæg og heste til avlingen. De opgav derfor gården og levede derefter i
forskellige landbolshuse i Vonsild i hen mod 5 år, indtil de i 1673 flyttede ind i et af
pastor Rüdes huse. Af en indbyggerfortegnelse fremgår det, at der i disse huse
boede 5-6 familier, som hørte til de økonomisk ringere stillede i sognet. Her boede
de så i 17 år. "Han brugte sin bindøkse og tækkenål så længe som hans styrke ville
holde med ham og ernærede sig af sine hænders arbejde. Kom ingen nærmere, end
de ville have ham og opdrog sine børn til gudsfrygt". De gik i skole og lærte med
god forstand, så det har sikkert glædet moderen, der selv havde gået i skole, og
Poul Sørensen, der selv kun var blevet undervist mundtligt i sin katekismus "såsom
der dengang ikke blev drevet så hårdt på med skolegangen - desværre!" Om det er
præstens hjertesuk eller Poul Sørensens, ved vi ikke, men mon ikke det er
præstens? Børnene kom da også godt i vej. Af de tre overlevende kom Severin i
kongelig tjeneste i København, Hans opholdt sig efter vidtløftige rejser i London, og
Jeb tjente som ladefoged på en herregård på Sjælland. Poul Sørensen døde 1689,
hun døde i november 1700 og fik det skudsmål, at hun altid havde vist villig
tjenstagtighed mod sin næste, og når der var nød på færde ved barsler, hjalp hun
gerne og fremmede med flid de små børns fødsel. Gud gav altid held ved hendes
hånd. 

Præsten synes at have næret sympati for det gamle par, og det har måske også
været medvirkende til, at han lod dem flytte ind i et af sine huse. Trods store
vanskeligheder og hårde tab under især polaktiden klarede de sig selv, og det har
nok også været med til at skabe respekt omkring dem i sognet. Hvor megen hjælp
de fik af Mette Hansdatters familie, ved vi heller ikke, men det nævnes, at hendes
søster på Binderup mølle besøgte hende under hendes sidste sygdom.

I al deres forskellighed viser de her gengivne levnedsløb, at ingen af dem, der var
født i tiden før trediveårskrigens udbrud var kommet gennem den og de
efterfølgende krige og epidemier uden at være mærkede for livet. Dette gælder i høj
grad også for den sidste gruppe af gamle i Vonsild: enkerne. Af de ni kvinder, der
sad enke i 1685, var de 5 blevet enker i tiden 1657-59, og kun en af de to yngste,
Maren Hansdatter, der var født 1618, var blevet gift igen, men var atter blevet enke
1684. Den jævnaldrende Cæcil Hansdatter, der var blevet enke 1658, var blevet gift
igen 1668 og levede i 1685 endnu i dette ægteskab. Hendes levnedsløb vil blive
fortalt til sidst i denne artikel.

Det kunne være fristende også at gengive enkernes levnedsløb så fuldstændigt,
som det er muligt på grundlag af nekrologerne, og selvom der er fællestræk, er det
dog enkeltskæbner, der oprulles. Imidlertid vil det blive for vidtløftigt her, og den
særligt interesserede må henvises til selv at læse dem i kirkebogsudgaven, hvor
skriften er moderne, men sproget pastor Rüdes originale kernefulde dansk med jysk
sprogtone. Her vil jeg nøjes med at fremdrage nogle væsentlige træk, der belyser
tiden, samt undersøge, hvorledes de klarede sig i deres ofte ganske lange
enkestand.

I et af præstens huse boede store og gamle Johanne Nielses. Hun var 70 år
gammel, da hun kom til Vonsild i 1683, efter at hendes mand var død i Nr. Bjert. De
havde oprindelig været gårdfolk i Kobberup ved Skive, men "da de sidste fjender
forlod landet, var alt ude for dem", og de drog med deres 4 børn sydover, hvor de
opholdt sig forskellige steder. En datter blev i 1676 gift i Vonsild, og da yderligere
en også blev gift der i 1683, drog Johanne herhen sammen med sine to yngste
døtre. Sammen "spurgte de deres brød med Gud og æren", men alligevel fik begge
pigerne børn uden at være gift: et par tvillinger og en dreng, som alle døde som
spæde. Johanne Pedersdatter selv døde 84 år gammel i 1697. 

Maren Laursdatter var kommet til Vonsild i 1663 men med sin mand Jacob Hansen.
Hun var født i Voer 1611 og havde som ung oplevet, at en broder "kom bort med de
kejserlige fjender", og de hørte aldrig siden fra ham. Da de første svenske tropper
forlod landet 1645, blev hun gift, men det eneste barn døde 5 år gammel af kopper.
De boede 18 år i Taps sogn, men flyttede 1663 til Vonsild. Da manden døde i 1674,
drog hun atter tilbage til sin hjemegn, men fik en aftale i stand med en gårdmand i
Vonsild som en slags husbestyrerinde i hans alderdom. Efter hans død var hun
overladt til at sørge for sig selv, men fik i høj grad i sine sidste mange år brug for
pleje, idet hun led af skinnebenssår, og da de var lægt af "en skarp værkgørende
flåd i lænden med usigelig ve og lammelser". Således hengik 7 år, hvor hun ikke
kunne tjene til brødet "men måtte vente det af godtfolks senden". Hun havde til
huse hos og blev plejet af Knud Olufsen og hans hustru, og ved begravelsen
opfordrede præsten da også menigheden til at lade dem nyde godt af byens
fælleseje, så de ikke selv skulle bære alle omkostningerne. Hun døde 1698 i en
alder af 87 År. Det er værd at lægge mærke til, at der ikke gøres bemærkning om,
at man ikke har fundet det naturligt, at hun fik sin pleje i Vonsild, selv om hun var
uden familiær tilknytning til byen. 

Bodil Jepsdatter havde derimod stærk tilknytning til by og egn og fik en betydelig
blidere skæbne. Hun var født 1614 af velstående gårdmandsfolk i Halk og blev
sendt til Kolding under Kejsertiden for at lære at væve hos en ældre søster der. Hun
ernærede sig med dette i 13 år og blev gift i Kolding, blev enke og gift igen.
Sammen med sin familie flyttede hun til Vonsild 1662, hvor de boede til leje
forskellige steder, indtil rådmand i Kolding Zone Pedersen betalte indfæstning for
dem på en gård. To døtre blev gift med gårdmænd i byen, og efter mandens død
1677 boede hun i gården hos den yngste datter, og "gjorde hvad hun kunne til gavn
og gode". Også hun blev 87, idet hun først døde 1701.

Fem af de gamle kvinder var blevet enker i tiden 1657-59. Ældst var Mette
Gregersdatter
f. 1608 i Vonsild. Hun blev gift l644 og fik det sene giftermål til trods
("Så gammel bliver sjælden nu en pige") ni børn: de 4 døde og blev begravet i
Kolding "medens de svenske fjender var i landet", hendes mand og yderligere 4
børn døde under polakkerne. Kun den ældste søn, Gregers Sørensen, overlevede og
bosatte sig senere i Dalby. Hendes sidste godt 30 år blev omflakkende, idet hun på
skift boede kortere eller længere tid hos familie, længst hos sin broderdatter i
Vonsild, hvor huri i flere omgange opholdt sig i alt 18 år, og hvor hun døde i 1689,
85 år gammel. Hendes skæbne er således med til at kaste lys over, hvorledes
familien opfattede forsørgelsesforpligtelsen: det var ikke kun et spørgsmål mellem
forældre og børn eller børnebørn, også de videre forgreninger kom ind i billedet, i
det mindste periodisk og formentlig efter økonomisk formåen. 

Maren Sørensdatter var et år yngre, f. 1609 i Karby på Mors. Sin første mand
mistede hun efter Kejserkrigen, den anden i polakkernes tid. Af andet ægteskab
havde hun 4 børn, hvoraf 3 døde spæde. I 10 år klarede hun sig selv, men da
datteren blev gift i Vonsild, flyttede hun ind hos hende, "men snart efter valgte hun
at være hos fremmede godtfolk til huse og ville ikke give årsag til nogen fejltagelser
eller misforståelser mellem datteren og hendes mand", og føjer præsten til
"sjældent svarer børnenes forhold til deres forældres håb". Hun ernærede sig til det
sidste ved sine hænders arbejde og døde 82 år gammel i 1691. 

Lene Ebbesdatter var husmandsdatter fra Vonsild, født 1615 og gift som 19-årig. Af
hendes 4 børn døde den yngste sammen med faderen i polaktiden i Kolding. Da de
to mindste kunne klare sig selv, drog hun efter freden med det yngste barn tilbage
til Vonsild, hvor de fandt deres tidligere gadehus nedbrudt. Da de "ikke havde evne
eller husbond til at bygge det op igen, opholdt de sig hos godtfolk i deres huse".
Imidlertid vendte sønnen tilbage til Vonsild og overtog en gård, hvor hun derefter
flyttede ind. I 37 år virkede hun som jordemoder, "idet fromme og kristelige
dannekvinder betroede hendes deres dødssmerte og førlighed. Og hun blev siden
den tid, Gud gjorde hendes hænder lykkelige, brugt hos adel og uadel, i Kolding og i
Jylland og i omkringliggende nabosogne og fik fornemme folks yndest, ros, ære, tak
og god belønning". En del af pengene blev brugt til medgift, så døtrene blev godt
gift, og mon ikke også det var hende, der betalte for, at sønnen kunne overtage en
gård? Hun døde 1698, 83 år gammel, efter "at Gud gav hende held at få det søde
oldemoders navn at se og høre". Alt i alt vel nok den lykkeligste af beretningerne,
som tilmed indebærer social fremgang for familien, takket være hendes evner som
en dygtig jordemoder og måske lidt af en klog kone også? 

Margrethe Pedersdatter var fra Grønninghoved, hvor hun blev født 1617. Hun blev
gift i 1648 og fik 6 børn, men manden og et af børnene døde i Kolding i polakkernes
tid. Hun kom aldrig rigtigt på fode igen, var en tid i Norge med sin søn, kom tilbage
og flyttede ind hos en datter, der var gift på en gård. Her opholdt hun sig, "så
længe hun holdt til det ud i hendes tynde skæbne", derefter hos en anden datter,
nogen tid hos fremmede og i Kolding for til sidst at vende tilbage til datteren i
Vonsild, hvor hun døde 73 år gammel i 1690. Bemærkningen om den "tynde
skæbne" lader ane, at det har været et fattigt liv, hvor hun har måttet skifte
opholdssted gang på gang, da ingen øjensynligt havde rigtig råd til at ham hende
boende fast, et træk der ofte går igen i nekrologerne.

En række af de her gengivne skæbner har således næppe udskilt sig på de generelle
punkter fra en stor del af den jævnaldrende anonyme befolknings levnedsløb. Det
særlige er, at vi her har en kilde til at belyse dem. Der er dog skæbner, der er så
markante, at de klart udskiller sig, og som indeholder træk, man ikke glemmer så
let igen. 

Dette gælder Maren Hansdatters levned. Allerede optakten i nekrologen lader
læseren ane dette: Maren Hansdatter er født i Kabdrup seks uger før Mikkelsdag, da
om vinteren den store komet lod sig se, som førte 30-årskrigen i Tyskland efter sig.
Herpå følger en beskrivelse af hendes opdragelse og ægteskab med Oute Andersen i
1646. Beretningen om de følgende år fortjener at 1æses, som Hans Rüde i 1690
nedfældede den. Dog, som de øvrige citater, let moderniseret: "Gud velsignede dem
med fire børn, 3 drenge og en pige. Den ældste søn Anders døde for 25 år siden her
hos os og var da over 15 år gammel, den anden søn, Hans, døde i fjendetiden vest
på og hviler hans ben i Åstrup sogn. Den tredie søn, Laurs, døde spæd, kun 14 uger
gammel, og datteren Kirsten, blev ikke uden 5 år gammel. Da hun havde levet med
hendes mand i 11 år, da indfaldt den besværlige svenske krigstid anno 1657, hvor
de det følgende år måtte med andre Guds børn forløbe hus og hjem og flytte til
Kolding. Der mødte hende også stor modgang under polakkernes grumhed, da
hendes kære mand, nu sal. Oute Andersen, døde for hende. Og da de ubarmhjertige
polakker så hans lig liggende i huset, da ville de ikke tåle det hos sig i huset, men
hun måtte tage hans døde legeme på hendes skuldre og gå ud med ham, hvorhen
hun kunne, indtil hun fandt godtfolk, der tog hende og hendes lig ind så længe, at
hun kunne få en kiste gjort og få ham begravet. Siden drog hun med hendes 2
beholdne sønner vester ud og søgte efter brød, indtil hun efter freden kom hjem
igen til stedet og blev af den ærlige og forstandige karl Søren Andersen begæret til
et hæderligt ægteskab. De blev viet 1661, 3. juledag. Og skønt hun hverken fødte
denne mand søn eller datter, selvom hun kun var 43 år, da de kom sammen, så
levede de godt sammen. Gud velsignede dem, at de bragte gården igen i en god
tilstand". Da hun blev enke for anden gang, det skete i 1684, fik hun lov til at sidde
i et roligt enkesæde, indtil hun selv døde 72 år gammel i 1690. Det havde manden
ordnet med den nye besidder, inden han døde. Også denne historie endte altså
relativt godt, men det kan være svært at forestille sig, hvorledes Maren Hansdatter
overlevede rent menneskeligt.

Den sidste af de gamle kvinder, hvis liv her skal oprulles, er Cæcil Iversdatter, der
samtidig var den yngste. Hun var født 1618 i Vildbjerg sogn i Hammerum herred i
Midtjylland. Hun synes at have været et livligt gemyt. Efter at have tjent forskellige
steder, bl.a. på Lolland, kom hun som 25-årig hos en enkemand i Vonsild, og "hos
ham kom hun af ungdoms enfoldighed i fald", så de fik et barn sammen, som
imidlertid døde. Hun var derefter gift i 14 år og fik 5 børn, som "alle døde i køn
opvækst i polakkernes tid anno 1658 i Kolding", og faderen døde 8 dage efter, at
det sidste af børnene var dødt. Herefter drog hun tilbage til sin hjemegn, hvor hun
lærte at binde fine uldne nattrøjer, hvorved hun siden ernærede sig. I 1663 blev
hun, 45 år gammel, igen besvangret og vandrede højgravid den lange vej til Vonsild
for at få sin skudsmålsseddel i håb om at blive gift med barnefaderen. Men
desværre for hende blev ægteskabet ikke noget denne gang, og også dette barn
døde. I 1666 vendte hun tilbage til Vonsild, og 2 år efter blev hun gift med Morten
Nielsen, en enkemand fra Vendsyssel, der arbejdede som tjenestekarl i byen. "De
levede sammen som fattigfolk kan, ikke som de vil", skriver pastor Rüde. I en
periode på 5 år havde de arbejde i Taps, men vendte tilbage til Vonsild, som synes
at have været et godt sted at bo. Morten Nielsen var plaget af gigt og led af
hovedpine. Sin dødelige sygdom pådrog han sig i 1692, da han som 72-årig var ude
i en tørvegrav for at skære siv. Efter 11 ugers sygdom døde han. Hun overlevede
ham i 17 år, men havde siden hans død levet i armod og nydt almisser, da hun ikke
selv længere kunne tjene til føden. Hun blev knap 81 år, inden "Gud gjorde en god
ende på hendes usle levnet i denne møjsommelige verden".

Pastor Rüdes ovenfor anførte karakteristik af Cæcil lversdatter og hendes sidste
mands liv: "De levede sammen som fattigfolk kan, og ikke som de vil" er en ganske
prægnant karakteristik, der kunne stå over mange almindelige danskeres
levnedsløb, ikke kun i 1600-tallets Vonsild, men også andre steder og helt frem i
vort århundrede. Det er svært på grundlag af 16 levnedsløb at uddrage nogle
generelle iagttagelser. Men selv om det ikke er særlig originalt, kan det i det
mindste konstateres, at en solid placering i gårdmandsklassen, der ofte var
forbundet med et net af slægtskabsforbindelser i omegnen, har været den bedste
alderdomsforsikring. En del kvinder klarede sig dog også uden disse forbindelser i
kraft af egen beskæftigelse så som jordemodervirksomhed og håndarbejde, i det
mindste indtil de blev aflægs. Også for fattigfolk var kontakten med slægtninge i
bredere forstand udbredt og måske af større betydning, end man har været
tilbøjelig til at vurdere den på grundlag af undersøgelser af senere folketællinger.
Fattigfolk flyttede, også i normale tider, en del rundt. Deres familie var derfor mere
spredt, og dette kan være en del af forklaringen på, at de er svære at finde som
"aftægtsfolk" hos slægtninge, hvis undersøgelsen kun omfatter få sogne. Endelig
kan man konstatere, at den senere så berygtede tendens til at lempe fattigfolk over
sognegrænsen tilsyneladende endnu ikke kendes. Den er formentlig først opstået
sammen med begrebet "forsørgelsesberettigelse" i 1700-tallets fattiglovgivning. 

Vonsild er i dag en del af Kolding Kommune. Det var ikke tilfældet på pastor Rüdes
tid. Tværtimod var Vonsild og Kolding i administrativ henseende meget fjernt fra
hinanden, idet grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig
adskilte de to samfund. Alligevel er det meget tydeligt, at det er Kolding, der er
"centerbyen", for at bruge et moderne udtryk, selvom de administrative forretninger
skulle klares i Haderslev. Det er også helt klart, at befolkningen var orienteret mod
nord. De fleste havde i deres ungdom været langvejs borte for at tjene: på
Sjælland, på Lolland eller i Norge, men aldrig sydpå, når bortses fra militærtjeneste.
Til belysning af disse og mange andre forhold rummer såvel Vonsild kirkebog 1659-
1708 som den ligeledes udgivne Vonsild-Dalby tillysningsbog 1678-1683 et stort og
stadigvæk ikke fuldt udnyttet materiale. 


Kilder og henvisninger:

Fremstillingen bygger på de trykte udgaver af Vonsild kirkebog 1659-1708 (1982) og - i
mindre grad - Vonsild-Dalby tillysningsbog 1678-1683 (1987), begge udgivet af
Landbohistorisk Selskab ved Hans H. Worsøe. De behandlede levnedsløb findes i følgende
nekrologer, idet oplysninger fra slægtninges nekrologer også er inddraget: Nis Christensen
(nekrolog nr. 8), Lene Ebbesdatter (174), Mene Gregersdatter (57). Maren Hansdatter (63),
Cæcil Iversdatter (52, 184a), Bodil Jebsdatter (209), Jacob Jensen (124), Maren Laursdatter
f. 1611 (98, 18la), Maren Laursdatter født 1614 (223), Maren Madsdatter (6), Karen
Nielsdatter (25), Johanne Pedersdatter (99, 158), Margrethe Pedersdatter (85), Maren
Sørensdatter (94), Michel Sørensen (24) og Poul Sørensen (50).

 

Startside ] Om Projektet ] Indhold ] Kirkebøger ] Folketællinger ] Andre Kilder ] Redaktion ] Forslag ] Links ]