De uheldige

Startside Op


Levevilkår i 1600-tallet
- Skæbner og tendenser fra Vonsild sogn

af Asbjørn Romvig Thomsen, 
Sønderjysk Månedsskrift 1996 nr. 12, s. 313-318

Nutidens danske samfund har et tætmasket, offentligt sikkerhedsnet, hvor man
vitterlig skal være meget uheldig eller modvillig for at falde igennem. Vi er så vant
til dette, at vi har svært ved at forestille os en anden situation. Noget af det mest
slående ved at beskæftige sig med Vonsild sogn i 1600-tallet er derfor den sociale
og materielle usikkerhed, der viser sig i pastor Johannes Rüdes enestående
beskrivelser af sine sognebørns levnedsløb i kirkebogen. Risikoen for at opleve
dramatiske begivenheder og personlige ulykker, der kunne forandre levevilkårene
dramatisk, var et grundvilkår i vore forfædres liv. Historiestuderende ved Århus
Universitet, Asbjørn Romvig Thomsen, har undersøgt spørgsmålet.
 

1600-tallet var en nedgangstid. Det fik den danske landbobefolkning at mærke - og
ikke mindst folk i Vonsild. Tre krige, Kejserkrigen (1625-1629), Torstensson-krigen
(1643-1645) og Karl Gustav-krigene (1657-1660), satte deres tydelige præg på
århundredets danmarkshistorie ved at medføre følelige nederlag og mindst lige så
følelige invasioner og besættelser. Eftersom invasionerne skete sydfra, gik de i
første række ud over Sønderjylland; betydningen af Vonsilds placering langs
landevejen fremgår da også tydeligt af ridefoged Chr. Syndermans klage fra 1684
på hele Tyrstrup herreds vegne: "Endogså befindes Tyrstrup herred at ligge ved
landevejen, så alle durchmarcher som af tropperne med indkvartering forårsages,
herredet altid bliver mere medtaget og presset end de andre fra vejen afliggende
herreder
". Såvel fremmede som allierede troppers hærgen i de besatte områder gik
hårdt ud over lokalbefolkningen; således skønnede historikeren Aksel Lassen i
bogen "Skæbneåret 1659", at lejetroppernes hærgen og medbragte epidemier
alene i året 1659 kostede mere end 67 % af Vonsilds befolkning livet! 

Krigene fik dog også en mere indirekte betydning for levevilkårene på landet; de
enorme militærudgifter både før, under og mellem kongens krige hvilede så hårdt
på budgettet, at statsmagten måtte ty til ekstra stramninger af den i forvejen hårdt
spændte skatteskrue. Landalmuen måtte således som hovedskatteyder betale
størstedelen af kongens regninger. 

Som om alle disse ulykker ikke var nok, ramtes det danske landbrug fra 1640'erne
og næsten 100 år frem af en international lavkonjunktur. Efterspørgselen og prisen
på Danmarks to traditionelle eksportvarer, korn og kvæg, faldt drastisk i årene efter
30-årskrigens afslutning i 1648; dette resulterede i en meget langvarig og
standhaftig landbrugsdepression i Danmark. 

Gennem pastor Rüdes beskrivelser i årene 1685-1707 af godt 250 af sine
sognebørns levnedsløb får vi en enestående mulighed for at se disse generelle
nedgangstendenser afspejlet i det enkelte menneskes liv - sammen med de andre
ulykkelige hændelser, et menneske dengang måtte regne med at kunne komme ud
for. 

I familiens skød 
Familien var den institution, samfundet var bygget op om. Som barn var man
afhængig af forældrene, som voksen af sin ægtefælle, og som gammel kunne man
være heldig at blive forsørger af sine voksne børn; vi ser derfor fortrinsvis de
sociale og økonomiske nedture, når noget greb forstyrrende ind i dette
afhængighedsmønster. 

Erich Laursen og Elsabe Iversdatter blev gift ca. 1670 og overtog omtrent på det
tidspunkt Vonsild sogns største gård, den senere Overbygård, fra Elsabes forældre,
der begge døde i 1673. Skønt det i Sønderjylland ikke var direkte ualmindeligt at
kunne skrive, virker det, som om Erich havde lettere til pennen end de fleste;
pastor Rüde anfører nemlig to gange i sin tillysningsbog at have læst Erich Laursens
egenhændige skrivelse op i kirken, hvor den almindelige procedure tilsyneladende
var, at klageren mundtligt orienterede præsten om sit ærinde. Erich og Elsabe
tilhørte gårdmandsaristokratiet i Vonsild. De havde sognets største gård. Erich var
en velformuleret herre og blev desuden udnævnt til herredssandemand, et ikke
ubetydeligt tillidshverv. Alt så lyst og lykkeligt ud for familien, der forøgedes først
med en søn, der døde som 1-årig, siden med fire mere levedygtige børn. 

Men her viste det sig, at risikoen for social og økonomisk nedgang var reel. I 1682
døde Erich, knap 50 år gammel, og året efter hans hustru Elsabe, godt 40 år
gammel. Tilbage stod tre børn: Rebecca på 10 år, Laurs på 9 år og Caren på 5 år -
den lille Iver på 2 år havde fulgt sin mor i graven i 1683. Da ridefogeden Christen
Synderman i 1684 lavede sin indberetning om gårdenes tilstand i Tyrstrup herred,
skrev han følgende om Erich Laursens fradøde gård: "Nogle små fader- og
moderløse børn sidder ved stedet, måske at den halve sæd udi foråret vorder
forrettet
". I Syndermans noget pessimistiske rapport svarer det meget godt til den
gennemsnitlige tilstand for Vonsildgårdene, at man kun var i stand til at så
halvdelen af vårsæden. Måske har der været nogle ressourcer at tære på, for det
lykkedes - men nok ikke uden hjælp udefra - de tre børn at holde sig ved stedet i
flere år. I 1688 var den ældste datter, Rebecca, blevet voksen nok til at gifte sig,
hvilket hun gjorde i en alder af kun 15 år. Sammen med sin 8 år ældre mand, Claus
Andersen, overtog hun gården, der nu endelig igen kunne drives på reglementeret
vis af en husbond og en madmoder. 

Men projektet kuldsejlede. Det unge par var måske for ungt og uerfarent, eller også
var gården kørt i sænk af de 5-6 år uden en husbond ved roret; i hvert fald måtte
Claus og Rebecca i 1694 overlade gården til Joachim Schnoor og hans familie.
Rebecca flyttede ind i den ene ende af et landbolshus, der tilhørte gården, "medens
hendes mand Claus Andersen (...) har ladet sig antage til en soldat i Fredericia
" -
skrev pastor Rüde i 1697.

Rebecca Erichsdatter styrtdykkede i løbet af få år fra at være ældste datter af en
velanskrevet gårdmand og herredssandemand til at være soldaterkone og simpel
indsidderske på sin fædrene gård. 

Menneskelig svaghed 
Det behøvede dog ikke at være dødsfald, der slog benene væk under en familie. Det
kunne også være sygdom, sindssygdom, drikfældighed - eller som oftest en
blanding. Det kan desuden ofte være svært at skelne mellem f. eks. sindssyge og
alkoholisme ud fra præstens diagnoser. 

Der skulle både en mand og en kone til at drive en husholdning, og derfor var
overtagelsen af en gård eller et hus som regel forbundet med indgåelse a
 ægteskab. Det gjaldt også i Bodil Jepsdatters tilfælde. Inden hendes far, den
ærværdige sognefoged og kirkeværge Jep Jensen Jespersen, døde i 1665, havde
han "det så forordnet, at han ville oplade hans egen fædrene gård til den da
skikkelige, forstandige og ædru karl Laurs Pedersen
", som selvfølgelig skulle gifte
sig med datteren Bodil, der da var knap 20 år. 

I begyndelsen af 1670'erne tog det imidlertid en skæv vending med Laurs, der snart
var hverken skikkelig, forstandig eller ædru længere. Driften af gården gik dårligt,
Laurs lagde sig ud med myndighederne, "kom i med at drikke brændevinen og at
sværme natten med dagen hen
"; "siden ville han ikke mere lyde Guds ord og
formaning
", og han forsømte gården så kraftigt, at ridefoged Synderman i 1684
vurderede tilstanden således: "Er forarmet, har intet udi foråret at så". 

Også børneflokken prægedes af de ulykkelige omstændigheder. Laurs og Bodil fik
syv børn, hvoraf de fire døde inden for deres første leveår. De tre øvrige overlevede
alle deres mor, Bodil, der døde i 1691, 45 år gammel - hårdt prøvet af de 25 års
ægteskab med Laurs. Men nu blev først den ældste datter dødssyg og måtte
berettes, dvs. have "den sidste olie", af præsten fire gange i løbet af årene 1695-
1697. Den anden datter døde i 1705 i en alder af blot 25 år, og kun sønnen Jep kom
sig over familiens tragedie, blev gift og fik børn; han havde tidligt overtaget driften
af gården fra sin far, der ved sin død i 1707 af præsten blev beskrevet som
"afsindig lige til døden". 

Trods farens manglende evne til at leve op til sin rolle som familieforsørger lykkedes
det altså faktisk Laurs Pedersens søn Jep at rette op på den skrantende gård og
bevare den på familiens hænder. Dermed reddedes (dele af) familiens sociale
status. Sådan gik det ikke altid. 

I året 1700 begravede pastor Rüde i Vonsild den 62 år gamle Maren
Christensdatter. Hun var kommet til Vonsild sogn med to børn 20 år tidligere fra sit
fødested oppe nær Hobro, hvor hun også havde været gift. Hendes mand hed
Mogens Andersen, og denne flakkede nu "ild og vild omkring i hans alderdom"; han
havde haft en stor gård hjemme ved Hobro og været både kirkeværge og
lægdsmand, men han var begyndt at drikke og til sidst blevet så "fortumlet i
hovedet
", at han havde forladt kone og børn og nægtede at komme tilbage. 

Denne opløsning af familien førte, ganske som da Rebecca Erichsdatters forældre
døde, til et socialt fald for familiemedlemmerne. Maren Christensdatter døde i dyb
fattigdom i Vonsild i år 1700, mens datteren Mette Mogensdatter blev gift med
træskomanden Willads Pedersen i Vonsild, der boede som indsidder i et
landbolshus. Hun døde allerede i 1702, ikke engang 40 år gammel. 

Var en familie gået ned med flaget, fik alkoholforbruget ofte, og sikkert ikke med
urette, en stor del af skylden af præsten, som i de to foregående tilfælde. Denne
tanke giver os således et fingerpeg om, at der ikke blot lå den almindelige
forargelse og irritation bag præstens svovlprædiken en vintersøndag i det herrens år
1680. Et par uheldige svirebrødre havde ugen før ladet drikkelaget lørdag aften tage
overhånd og kunne åbenbart ikke rigtig holde til at skulle sidde ret op og ned i
kirken dagen efter - med Rüdes ord: "i søndags desværre har en og anden taget så
meget brændevin i kraven, at skamle i tårnet til manges væmmelse med stor stank
er blevet bespyede
"! 

Verdens ondskab 
Pastor Rüde opfordrede utallige gange fra prædikestolen sin menighed til at vise
gavmildhed over for fremmede nødstedte, der kom til Vonsild for at bede om lidt
hjælp til livets opretholdelse. 

Ofte gav han også en kort begrundelse for de trængendes fattigdom, og en af de
mest almindelige var forsørgerens manglende arbejdsevne på grund af sygdom eller
invaliditet. Der humpede til stadighed mange stakler rundt i landet, som havde
været udsat for invaliderende ulykker i krig eller fredstid. Et eksempel, der tillige
viser, hvorledes dette også var en ulykke for hele familien, er Rüdes anmodning -
thi "Herren vil det belønne" - en julisøndag i 1678: "En fattig soldats kvinde beder
(...), at hun må besøge godtfolks huse om nogen hjælp til hendes mand, hvilken for
to år er hans fødder affrøsne i Sundet
". 

Det var dog som oftest mod ofre for ildebrand, præsten opfordrede sine sognebørn
til at vise generøsitet. Ildebrand var en af de værste ulykker, der kunne ramme en
familie. Hvis man var så heldig at redde livet, kunne man hjælpeløst se alt gå op i
flammer på et øjeblik, en økonomisk katastrofe i et samfund uden forsikringskasser.
Derfor har folk måske været ekstra villige til at hjælpe brandofre, som i modsætning
til så mange andre fattige var en slags værdigt trængende kolleger. Man kunne selv
- uforskyldt - komme i samme situation, selvom man i øjeblikket sad på en god og
velfungerende gård. Ildens altødelæggende karakter fremkaldte således ikke uden
grund voldsomme reaktioner. Vé det menneske, der i 1679 havde sat ild til Jep
Stephansens lade i Ødis og gjort ham til en fattig mand, hvis Vonsild-præsten havde
fået fingre i ham: "vid, o hvo du est, at der er den helvedske ild for dig igen, så og
stejle og hjul eller en tørsmøgende kval og endeligt
"! 

Som nævnt havde krig og besættelse ofte grebet drastisk ind i Vonsild-boernes
livsløb. Specielt under Karl Gustav-krigene 1657-1660 blev mange liv og
forhåbninger skudt i grus; mange døde, resten flygtede, og færre vendte tilbage. Af
de tilbagevendte havde mange forfærdelige minder med sig hjem, og en skæbne
som Mette Gregersdatters var ikke usædvanlig. Hun var født i 1608 ud af en
gammel Vonsild-slægt og blev i 1644 - "medens svenske fjender var i landet" - gift
med Søren Nielsen. Familien flygtede som så mange andre til Kolding by under
besættelsen 1657-1660, men Mette måtte alligevel se sine nærmeste falde bort
omkring hende. Hendes mand og fire børn døde i Kolding i løbet af kort tid - vel som
følge af epidemier og mangelfuld ernæring i den indesluttede købstad. De sidste
mange år af livet gik for Mette med en evindelig flytten fra sted til sted, hvor hun
søgte at opretholde livet som indsidder hos familiemedlemmer, venner og bekendte.
Det var ikke let at være enke. 

En ulykkelig tid 
I pastor Rüdes nekrologer over sine sognebørn nævnes misvækst, skattestigninger
og prisfald kun antydningsvis som medvirkende årsager til kriser og fallitter. Det
betyder ikke, at de var uden indflydelse på dagligdagen, men er snarere et udtryk
for præstens vurdering af, hvad det var værd at berette om. Det var det
karakteristiske i den enkelte persons livsløb, der skulle berettes om i nekrologen. 

Alle kendte til misvæksten; var den et sted i sognet, var den som regel også andre
steder, og det var noget, alle med mellemrum kom ud for. Misvækst kunne derfor
ikke forklare, hvorfor det gik nogle værre end andre. Det samme gjaldt selvfølgelig
skattestigninger og prisfald på landbrugsvarer. Men den generelle
tilbagegangstendens fornemmes alligevel tydeligt i kirkebogens levnedsbeskrivelser.
Nok ligger nogle af de fremdragne skæbner i den tunge ende af ulykkesskalaen;
men der findes ikke een levnedsskildring fra Vonsild, hvor hovedpersonen oplevede
fremgang i bare tilnærmelsesvis lige så høj grad, som det gik tilbage for Rebecca
Erichsdatter, for Laurs Pedersen, for Mogens Andersen eller for alle de andre, hvis
uheld er mere end tydeligt. 

Var man født på bunden af samfundet, kunne man højst håbe at være i stand til at
krybe igennem en tilværelse bebyrdet med den arvelige lidelse, som fattigdommen
var. Jens Terckelsen var en af mange født på samfundets bund, "af fattige, dog
ærlige forældre
". Han var svagelig og måtte nøjes med hvervet som hyrde og blev
med tiden endnu mere svagelig, hvorefter han måtte nøjes med at tigge. I vinteren
1699, hvor han var 50 år, blev hans tiggerrute ham for hård: "blev i sneen
fødderløs og faldt, kom op igen, men dog endelig af afmagt og uformuenhed har
han lagt sig ned at hvile lidt og er så som sovende frosset til døde
". 

Det var et samfund i bevægelse; men bevægelsen gik nedad, og var man først
faldet, kunne det være umenneskeligt svært at rejse sig igen. 


Litteratur & kilder: 

Vonsild Kirkebog 1659-1708. Ved Hans H. Worsøe (1982). 
Vonsild-Dalby Tillysningsbog 1678-1683. Ved Hans H. Worsøe (1987). 
Laura Meyer Hansen: Vonsild fra svenske- krigene til udskiftningen (1996) (udkommer til
september). 
Knud J. V. Jespersen: (Gyldendals) Danmarks historie; bind 3. Tiden 1648-1730 (1989).
Aksel Lassen: Skæbneåret 1659. Hungersnød og pest over Sydvestdanmark (1958).
Rigsarkivet: Tyske Rentekammer; Indberetning 1684, Kommissionen til undersøgelse af
Haderslev Amt 1683-1685; Tyrstrup herred (C 27).

 

Startside ] Om Projektet ] Indhold ] Kirkebøger ] Folketællinger ] Andre Kilder ] Redaktion ] Forslag ] Links ]