De syge

Startside Op


Sygdomme og dødsfald

i Vonsild i perioden 1685-1706


af Rikke Møller Jakobsen, 
Sønderjysk Månedsskrift 1996 nr. 12, s. 319-325


Sygdomme og død spillede en anderledes fundamental og nærværende rolle i det
gamle landbrugssamfund, end det er tilfældet i dag. Historiestuderende ved Odense
Universitet, Rikke Møller Jakobsen, har set på sygdomsbilledet, som det så ud i
Vonsild gennem pastor Johannes Rüdes udførlige kirkebogsindførelser. 

Indledning 
I slutningen af 1600-tallet voksede interessen for folkesundheden og den
medicinske videnskab. Til trods for den øgede opmærksomhed var det hundrede år 
senere stadig kun 2/3 af en generation, der nåede den gennemsnitlige vielsesalder. 
Sygdomme og epidemier havde stadig en stor indflydelse på den demografiske 
udvikling og befolkningsvæksten. Det begynder man først rigtigt at forså, når man
beskæftiger sig med sygdomshistorie. 

Vonsild kirkebog er på grund af præsten Johannes Rüdes grundige beskrivelser af
symptomer og sygdomsforløb en god kilde til en undersøgelse af sygdomsbilledet i
et sogn i 1600-1700 tallet. Så udførligt beskrevet er enkelte af sygdomsforløbene,
at en læge ca. 300 år senere ud fra beskrivelserne af en 10-årig piges symptomer i
kirkebogen med nogenlunde sikkerhed kunne fastslå dødsårsagen som diabetes. 

Historikeren Hans Chr. Johansen har i bogen "Befolkningsvækst og familiestruktur i
det 18. århundrede" under- søgt 26 sogne eksklusiv Vonsild, der, som han mener,
udgør et repræsentativt udsnit. I Hans Chr. Johansens stikprøve er dødsårsagen
eller sygdomssymptomerne kun i 2 % af alle nekrologer angivet i kirkebøgerne. I
modsætning hertil er dødsårsagen eller afdødes symptomer anført i 40 % af Vonsild
kirkebogs nekrologer. Det er ca. 10 % mere end den også meget udførlige
Sørbymagle kirkebog. 

Barselsdød og spædbørnsdødelighed 
Der er to væsentlige kendetegn ved den førindustrielle landbobefolkning: et
fødselstal på ca. 5 % af totalbefolkningen og en høj dødelighed. 103 personer eller
42,6 % af de 242 personer, der døde i Vonsild 1685-1706, var under 15 år. Over 30
af disse døde i løbet af deres første leveår. 

Der er en karakteristisk overvægt af kvindelige dødsfald i alderen 20-39 år. I
overensstemmelse med Johansens teori døde fire kvinder eller 1,5 % af Vonsilds
kvinder i forbindelse med barsel. Det er bemærkelsesværdigt, at det er relativt unge
kvinder fra gårdmandsklassen, idet man kunne forvente en sammenhæng mellem
barselsdød og sociale og økonomiske forhold. Der var ingen dødsfald blandt enlige
mødre, som man kunne forvente. En medvirkende forklaring hertil er formentlig, at
jordemødrene fungerede i alle sociale lag, altså også blandt ugifte mødre. 

Spædbørnsdødeligheden i Vonsild sogn var i perioden 1685-1706 ca. 23 % af alle
levendefødte. Spædbørnsdødeligheden i Vonsild var dermed ca. 3 % højere end
Johansens gennemsnitlige beretninger. Årsagerne til spædbørnenes død er sjældent
nærmere uddybet. Rüde har tit kun bemærket, at spædbarnet fra fødslen har været
sygeligt, og at der har været en manglende evne til at omspænde moderens bryst.
Hygiejniske og ernæringsmæssige forhold bør betragtes som en primær årsag til
den høje spædbørnsdødelighed. I Vonsild kirkebog er der tilfælde, hvor
fejlernæring, der har haft dødelig udgang, er beskrevet. I to tilfælde blev
modermælken opblandet eller forsøgt erstattet. 

Der blev født syv tvillingepar i Vonsild mellem 1685 og 1706. Det svarer til, at ca.
hver 36. fødsel var en tvillingefødsel. Sammenlignet med Hans Chr. Johansens
stikprøve var antallet af tvillingefødsler usædvanlig højt i Vonsild. Tvillingers
overlevelsesmuligheder var langt lavere end spædbørns fra enkeltfødsler. I Vonsild
døde 9 af de 14 tvillinger, der blev født i perioden 1685-1706, som spæde. Det høje
antal tvillingefødsler var medvirkende til at trække den samlede
spædbørnsdødelighedsprocent op for Vonsild sogn. 

Kopper 
Kopper var den enkeltsygdom, er ramte Vonsild sogn hårdest i perioden 1685-1706.
17 børn og unge mellem 10 uger og 25 år blev indskrevet i kirkebogen med
dødsårsagen kopper. 

I kirkebogen optræder to enkelttilfælde af kopper i henholdsvis marts 1685 og
september 1686. Der er ikke noteret andre indberettet for eller døde af kopper i
disse år. En koppeepidemi i 1685 kan dog ikke fuldstændig udelukkes, idet Rüde i
forbindelse med Albert Hansens død samme år har noteret "... aff de nu saa gængse
Børnekopper ...". Rüde kan med denne notering have refereret til en - på det
tidspunkt - grasserende epidemi i området. 

Først fem år senere, i 1690, figurerer kopper fire gange i Vonsild kirkebog. Der er
dog tre forhold, der taler imod en koppeepidemi i Vonsild i 1690. Der er for det
første et relativt langt tidsrum imellem dødsfaldene sammenlignet med andre
koppeepidemier. Det første dødsfald skete i februar og de sidste i juli. To af de
afdøde var blevet smittet i andre byer, og de kan derfor have været smittebærere.
At mobiliteten har haft en afgørende rolle ved spredningen af sygdomme kan ikke
udelukkes, men i dette tilfælde synes sygdommen kun at være blevet overført til
dem alene. Endelig var der usikkerhed vedrørende dødsårsagen til de sidste to
dødsfald, hvor Rüde ikke var sikker på, hvorvidt der har været tale om
børnekopper. 

Derimod er det ganske tydeligt, at der i sommeren 1696 var en koppeepidemi i
Vonsild. I løbet af knap 2 1/2 måned døde fem personer i alderen 10 uger til 18 år af
kopper. I forbindelse med det tredie dødsfald er der i kirkebogen noteret "...disse
her i Menigheden indkomne Børnekopper ...".

Ni år senere oplevede Vonsild sin anden koppeepidemi i tidsrummet fra 1685 til
1706. Mellem november 1705 og marts 1706 døde fem børn af kopper. Desuden
døde en 25-årig kvinde muligvis af kopper. Der har været flere smittet, som har
overlevet kopperne. I forbindelse med Peder Paulsen-Mortensens nekrolog fremgår
det, at der ca. 14 dage før Peders død blev gjort forbøn for ham og hans to brødre,
der ligeledes var syge af kopper. Endvidere har Peder Jebsens yngre bror også
været smittet med kopper. Antallet af smittede kan derfor have været betydeligt
højere, end det fremgår af kirkebogen.

I forbindelse med kopper har Rüde ikke noteret nogen form for behandling og har
endda skrevet "...oc hialp intet menneskeligt Raad derimod".

Brystsygdomme = tuberkulose? 
I 19 tilfælde af de 242 dødsindførelser i Vonsild kirkebog var dødsårsagen
brystrelaterede sygdomme. 2/3 af de brystsyge døde mellem november og marts,
mens resten døde i april, maj og september. Der var altså ingen dødsfald af
brystrelaterede sygdomme i juni, juli og august. Årsagen hertil kan være det
faktum, at varme virker lindrende for brystlidelser. 12 af de 19 personer var mænd,
og det var overvejende personer over 40 år. 

Historikeren Thorkild Kjærgaard hævder i sin doktordisputats "Den danske
Revolution 1500-1800. En økohistorisk tolkning", at de sygdomme, som er benævnt
som brystbetændelse, pleuresi, brysttranghed og svindsot i Vonsild kirkebog, alle er
tidlige tilfælde af sygdommen tuberkulose. 

Det er kun med forbehold, at Kjærgaards tese om tuberkulose kan anvendes på
tilfældene af brystsyge i Vonsild kirkebog. Selv om sygdommene er meget
detaljeret beskrevet i Vonsild kirkebog, er det ikke det samme som at stå over for
patienten. Endvidere må det ikke glemmes, at Rüde var uddannet præst med et
begrænset kendskab til medicin. Tuberkulose blev også først på et senere tidspunkt
kategoriseret som en selvstændig sygdom. Rüde benyttede mange betegnelser for
de sygdomme, som Kjærgaard under et betegner som tuberkulose, hvilket tyder på,
at i hvert fald Rüde ikke har fundet ens symptomer hos de afdøde. 

Der kan fremdrages sygdomstilfælde, hvis beskrivelser giver indikationer om
tuberkulose. Således beskrives en 52-årigs sygdom på følgende måde "...den
Materie, den Han harckede op, var blodig, saa fornæmmis, at Siugdommen var en
Brystbyld oc Brystbollelse ...". 

Kirkebogens nekrologer og de i nogen tilfælde begrænsede beskrivelser af
symptomerne er et for spinkelt grund- lag at diagnosticere alle nævnte
brystrelaterede sygdomme til at være tuberkulose på. Således er der intet, der taler
for, at en 40-årig kvinde, der i et par dage havde følt klemmelse for brystet og faldt
død om, døde af tuberkulose. Ud fra symptombeskrivelsen kunne dødsårsagen også
have været en hjertesygdom. 

Ulykker 
Syv dødsfald i Vonsild 1685-1706 skete i forbindelse med ulykker. Der er beskrevet
fire vognulykker, alle med mænd over 50 år. To af ulykkerne var dødelige, mens
der sandsynligvis indtraf et dødsfald i forbindelse med en tredje ulykke, og den
fjerde ulykke var uden dødsfald. Uheld med hestevogne var oftest forårsaget af
skræmte, løbske heste eller fald fra vognen. En 64-årig mands fald fra vognen
begrundede Rüde med, at han faldt i søvn. Andre medvirkende faktorer til
vognulykker var de dårlige, undertiden ufremkommelige veje, forkert lastning af
vognene og i få tilfælde beruset kørsel. 

Da en af hestene blev ustyrlig på vej til møllen, væltede Anders Poulsen med sin
vogn. Han overlevede med en forslået skulder og et sår i hovedet. Folkene i møllen
gav ham en eddikedrik og smurte hans sår med en blanding af vin og sukker.

Kun i to andre nekrologer omtales en anden slags erhvervsskade end ægtkørsel. I
forbindelse med høstarbejdet kom en 21-årig pige til at hugge leen ned i sin fod.
Om hendes død har været en følge af ulykken, er ikke klart. I et andet tilfælde
medførte en skadet tommelfinger, at Peter Eriksen Hjuler måtte skifte erhverv fra
hjulmager til kurvefletter. 

Der er tre ulykker med børn under 15 år. En af ulykkerne indtraf i hjemmet, hvor en
1-årig dreng fik forbrændt ryggen og den ene side på moderens kedel med
bøgeaske. I et andet tilfælde døde en 3-årig pige af blodforgiftning efter at have
skåret sig på en sten. I det sidste tilfælde faldt en 3-årig pige ned fra laden, men
overlevede forbavsende nok faldet. 

I Vonsild kirkebog er der ikke noteret tilfælde af selvmord, men der er et
ulykkestilfælde, hvor Rüde har gjort meget ud af at forsikre, at den pågældende
kvinde ikke var skyld i sin død. 

En 58-årig kvinde blev fundet kvalt i sine egne klæder. Selvom Rüde skriver, at det
ikke er en enestående ulykkesform, bruger han meget plads på at forsvare kvindens
uskyldighed. "Hvo vil fordømme et saadant Guds Barn?". 

Helbredere og helbredelsesmetoder 
Der har været et socialt netværk af familie, venner og bekendte til at drage omsorg
for de syge. Kvinderne blev opdraget til at passe de syge og gamle og havde en
almen viden om de mest "almindelige" sygdomme. 

Der var tre typer helbredere, som landbefolkningen kunne opsøge i det 17.-18. årh.,
når deres egne medikamenter og husråd viste sig nyttesløse. Der var de
universitetsuddannede medicinere. En mere talrig gruppe var de
håndværksuddannede barberkirurger. Endelig var der en mere broget gruppe af
kloge folk uden medicinsk erfaring, som ydede hjælp. I denne gruppe befandt de
mest benyttede hjælpere, jordemødrene, sig. 

Lægerne var oftest administratorer og videnskabsmænd, som ikke interesserede sig
for den jævne befolkning. De dyre stiftslæger blev først rådspurgt af beboerne i
landdistrikterne, når alt andet var prøvet uden resultat. Det er derfor forbavsende,
at lægerne nævnes hele tre gange i nekrologerne. I det ene tilfælde fik Rüde
ligefrem samlet penge ind til en fattig piges lægebesøg. 

Ved forordningen af 4. december 1672 fik lægerne stadfæstet deres eneret til at
behandle indvortes sygdomme og ordinere indvortes medicin. I realiteten blev dette
påbud dog ikke overholdt, og bartskærerne fortsatte med at behandle indvortes
sygdomme. 

Ifølge kirkebogen er bartskærerne blevet opsøgt i forbindelse med kvæstelser efter
slagsmål, ulykker og lammelser, men også i tilfælde af indvortes sygdomme. I ti
nekrologer refereres til konsultationer hos bartskæreren, endog med et godt
resultat i tre af tilfældene. Kun i to tilfælde i perioden fra 1685 til 1706 refererer
kirkebogen til brug af kloge folk, hvilket er forbavsende lidt. 

Jordemødrene var i slutningen af det 17. årh. stadig i udpræget grad selvlærte.
Deres viden og egne erfaringer blev givet videre fra generation til generation.
Præsterne var forpligtede til at undervise jordemødrene i, hvordan de skulle
forholde sig til barselskvinderne og de nyfødte. Det har dog været begrænset, hvad
præsten har kunnet lære jordemødrene ud over en smule hygiejne, trøstende Guds
ord til de nedkommende kvinder og den kvindelige nøddåb.

Den kvindelige nøddåb var jordemoderens pligt til at døbe den nyfødte, hvis der var
risiko for, at barnet ikke ville overleve, inden præsten kom. I 1693 måtte
jordemoderen Lene Ebbesdatter således skynde sig med at døbe en lille svag pige
med det resultat, at pigen, til forældrenes store fortrydelse, kom til at hedde Mette
som sin ældre søster. 

Lene Ebbesdatter var ellers en populær jordemoder, som blev benyttet af adelen og
almuen i hele Jylland. Efter mandens og sønnens død blev hun jordemoder for at
kunne forsørge sig selv og sine døtre. Hun døde 83 år gammel og nævnes sidste
gang som fødselshjælper i kirkebogen tre år inden sin død i 1698. 

Medikamenter blev hyppigt benyttet som led i behandling. Det var
forhåndenværende urter og krydderier, men der er også eksempler på midler som
vin og brændevin. Der er også tilfælde, hvor der blev anvendt midler som
"apothecarextract" til "...at fly Mafuen til rette oc at fordrifue det Onde ..." og
bezoar-essence til at styrke hjertet. 

Åreladning var også en form for behandling. I tre tilfælde er der foretaget
åreladning. I to tilfælde af bartskæreren og en enkelt gang af byens "kloge" folk.
Alle tilfælde var resultatløse. 

Der er også eksempler på behandling, som var forbundet med overtro. En
helligkilde nord for Kolding blev i 1688 opsøgt af en 32-årig mand med svindsot.
Besøget var dog forgæves, idet "...det Onde vilde icke saa lætt bortløfftes". Selvom
manden herefter brugte mange penge på lægedom og senere rådspurgte en læge i
Haderslev, døde han. 

Den 4. december 1687 forekommer der endnu et eksempel på overtro. Rüdes
prædiken blev den dag forstyrret af en nøgen dreng, der gik op til alteret og sagde
nogle ord, før han derpå forlod kirken. Der findes lignende eksempler som forsøg på
at kurere ufrivillig vandladning. Hændelsen i Vonsild kan derfor have været en
helbredelsesmetode mod ufrivillig vandladning eller en anden sygdom, men hvilken
vides ikke. 

Sognets geografiske placering 
Sygdommene har oftest spredt sig fra syd mod nord. De befærdede landeveje har
været med til at øge smittehastigheden og spredningen af nye sygdomme. Det har
været med til at præge sygdomsbilledet i Vonsild, at den eneste jyske kongevej gik
direkte igennem sognet. 

1600-1700-tallets landbobefolkning var mobil, og der er eksempler i Vonsild
kirkebog på, at trafikken igennem sognet har præget den samlede sygelighed og
dødelighed. F.eks. blev en taterpige af omvandrende forældre begravet i Vonsild, og
en oksedriver fra Husum døde hos en af Vonsilds beboere. De mange
forbipasserende enlige mødre, der fødte i Vonsild, har naturligvis også været
medvirkende til at forøge antallet af døde spædbørn, men det er sandsynligvis
blevet udlignet ved det samme antal fødsler. Der var en høj mobilitet særlig blandt
de enlige mødre kort tid efter fødslen. Et eksempel er Elsa Hansdatter, der ti dage
efter datterens fødsel i januar 1697 rejste bort på en tohjulet vogn. 

Afslutning 
Vonsild kirkebog kan give et indtryk af det 17. og 18. århundredes sygelighed og
dødelighed. Der er et meget stort repræsentativitetsproblem. Johannes Rüdes
indførelser i Vonsild kirkebog er et spinkelt kildemateriale, som kun dækker et
enkelt sogn i 22 år. Endvidere eksisterer der så lang tid tilbage ingen
landsdækkende statistik over dødsårsager. Kirkebogen var en optegnelse over
kirkelige handlinger, og flertallet af de beskrevne sygdomme havde derfor ofte en
dødelig udgang. Det faktum medfører en skæv sygdomsundersøgelse, fordi de
dødelige sygdomme er overrepræsenteret. De sygdomme, som man kunne
helbrede, er sjældnere nævnt. Det er derfor svært at bedømme
helbredelsesmulighederne. Et sikkert faktum er dog, at behandlere og behandling
blev benyttet, hvilket landbefolkningen næppe havde gjort, hvis det var resultatløst.


Litteratur: 

Vonsild kirkebog 1659-1708 ved Hans H. Worsøe, 1982.
Hans Chr. Johansen: Befolkningsvækst og familiestruktur i det 18. århundrede, 1975.
Thorkild Kjærgaard: Den danske Revolution 1500-1800. En økohistorisk tolkning, 1992.

  

Startside ] Om Projektet ] Indhold ] Kirkebøger ] Folketællinger ] Andre Kilder ] Redaktion ] Forslag ] Links ]